Er han kommet til at ligne Simon Kvamm?
Kristoffer Lundholm under første liveshow. Foto: Lasse Lagoni / TV 2
Otte billeder viser Tornby-drengen Kristoffer Lundholms skifte mellem popdreng, indiemusiker og rock'n'roller.
26-årige Kristoffer Lundholm dukkede op på skærmen iført sin karakteristiske tophue og oversize T-shirt.
Sådan så han ud, da han var til audition og stod på scenen til 6 Chair Challenge. Han var ham med huen.
Men siden første ’X Factor’-liveshow har han set markant anderledes ud.
Huen er røget af, tøjet er blevet farverigt, og så har han haft makeup på.
Og det nye look har delt vandene.
Der er nogle, der mener, at han ikke ligner sig selv. At han er blevet ”ødelagt” med sit korte pandehår og eyeliner. Andre skriver, at han er kommet til at ligne sin dommer, Simon Kvamm.
Men Kristoffer Lundholm understreger, at intet kunne være mere forkert. Han er 100 procent sig selv. Og hans nye look er ikke nyt for ham.
- Jeg har altid godt kunnet lide at skille mig ud og gå til kanten. Det, tror jeg, er noget, der altid har kendetegnet mig, siger den 26-årige ’X Factor’-deltager.
Allerede som teenager skilte han sig ud, da han fik lavet huller i ørene. Han fik ikke bare ét hul, men tre huller i hvert øre, som han satte store sølvringe i.
Han gik også med ringe på alle fingrene, og senere fik han tatoveringer. Han har en kæmpe edderkop på maven, og næsten hele ryggen er dækket.
Og så er der hans hår. Listen over frisurer er næsten lige så lang som David Beckhams. Kristoffer Lundholm har haft helt kort hår, slikhår, grydehår, dreadlocks og hestehale for bare at nævne lidt.
- Min stil er lidt skizofren. Jeg har altid taget alt muligt forskelligt på, siger ’X Factor’-deltageren.
Nordjyde med baggy tøj
Kristoffer Lundholm har haft sin barndom i den lille by Tornby i Nordjylland og sine teenageår i Frederikshavn.
Her gik alle ”ens klædt med stramme jeans”, så det var nemt at skille sig ud.
Da Kristoffer Lundholm havde taget sort neglelak på for første gang, var han på besøg hjemme hos sine bedsteforældre i Frederikshavn, som var fuldstændig i chok.
- Min bedstemor spurgte, om jeg var bøsse, griner han.
Fordi han altid har vakt opsigt med sit udseende og haft en ”skizofren stil”, er der ingen af hans gamle venner, der er overraskede over, hvordan han ser ud i ’X Factor’.
- I vennegruppen har de altid sagt "what the fuck" til mit tøj, siger Kristoffer Lundholm.
Vil ikke være safe
Kristoffer Lundholm samler inspiration til sit look alle vegne. Fra folk på gaden og musikere fra alle tidspunkter af historien.
Han er vild med rock fra 1970’erne og Jimi Hendrix, og derfra synes han, at det ser sejt ud med eyeliner.
Derfor var det hans eget ønske, at han skulle have eyeliner på til første liveshow, hvor han også havde lyserøde bukser på og perlehalskæde.
- Jeg tænkte, at vi kan sagtens stille mig op med min hoodie og guitar og køre den safe. Men jeg har ikke lyst til at køre den safe. Jeg vil hellere spænde buen og så ryge ud, forklarer han.
Mange af ideerne til stylingen i liveshows kommer fra Simon Kvamm.
- Selvfølgelig er det ikke mig, der har fundet på, at jeg skal stå på et alter med et kors i hånden. Men jeg har da været med til det, siger Kristoffer Lundholm.
Og så synes Kristoffer Lundholm, at det ser ”pissefedt ud”, og at det er på tide, at vi skubber til nogle grænser. For eksempel at man ikke behøver være en kvinde for at bruge makeup.
- Hvis der sidder nogle hjemme i stuerne, som ikke kan få sig til at gøre visse ting, så vil jeg gerne vise dem, at det kan du sagtens, siger han.
Han har allerede fået beskeder fra unge, der har lagt mærke til hans makeup og neglelak.
De skriver, at det er ”megafedt” og ”vigtigt”, at han i bedste sendetid tør at vise, at det er okay at skille sig ud.
Og han bliver glad for hver eneste besked.
- Jeg får meget kærlighed lige for tiden, siger han.
- Det er virkelig dejligt, når vi har spændt buen hårdt.