Én ting ville Vingegaard gerne lave om, hvis han kunne
Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard er stolt over det mod, han udviste på torsdagens etape.
To gange prøvede Jonas Vingegaard at knække Tadej Pogacar – uden held.
Både på Col du Tourmalet og på Cauterets-Cambasque forsøgte den regerende Tour-vinder, men begge gange sad sloveneren limet til baghjulet.
Det kræver mod at angribe så tidligt etapen og virkelig lægge alt på et bræt
Jonas Vingegaard
I stedet var det Pogacar selv, der med et angreb på de sidste kilometer slog det afgørende hul, og det har fået Vingegaard til at indse, at noget kunne være gjort anderledes.
- Man kan sige, at det på sidste stigning nok havde været bedre ikke at angribe. Men jeg er stadig stolt over måden, vi kørte på, og jeg synes faktisk ikke, jeg fortryder noget. Jeg synes, vi havde en plan, og vi fulgte planen fuldt ud, siger Jonas Vingegaard i AftenTour.
Mens Tadej Pogacar vandt torsdagens bjergetape, kunne Jonas Vingegaard glæde sig over erobringen af løbets gule førertrøje.
Pogacars angreb endte med at koste Vingegaard 28 sekunder i deres indbyrdes regnskab.
"Jeg er stolt over modet"
Allerede på dagens første stigning, Col d'Aspin, satte Jumbo-Visma sig frem og dikterede tempoet.
Det fortsatte de med på Tourmalet, hvor de til sidst sad tre Jumbo-ryttere sammen med en isoleret Tadej Pogacar. Ude foran sad Wout van Aert klar til at hjælpe på den sidste stigning.
En holdindsats, som Vingegaard glæder sig over.
- Jeg er stolt over, at vi har modet til at gøre det. Jeg tænker, det kræver mod at angribe så tidligt på etapen og virkelig lægge alt på et bræt. Jeg er virkelig stolt af holdet, hvordan vi gjorde det, og de kørte alle sammen sindssygt godt.
- Selvfølgelig er det ikke det etaperesultatet, vi havde håbet på, men jeg er stadig i den gule trøje, og jeg synes, det ser godt ud.
Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar kan nu se frem til et par flade etaper, hvor der med al sandsynlighed vil være våbenhvile, hvad angår klassementet.