En blandet søndag i vente: Her kommer der sol, og her kommer der regn
Søndagen byder på både solskin, skyer og byger. Foto: Christina Dyrby Zacho / Privatfoto
Nogle steder i landet har nattens temperaturer været nede på minus seks grader.
Den kolde og klare luftmasse over landet giver her til morgen iskoldt vejr flere steder.
I det midtjyske har temperaturen været nede på seks graders frost igen i nat.
Dog er der markant flere skyer over landet nu i forhold til de forgange morgener.
Det vidner om, hvordan vejret fortsætter resten af søndagen: en blanding af både sol, skyer og byger.
Blandet formiddag - byger i eftermiddag
Formiddagen tager fat, hvor morgenen slap og byder dermed på både solskin og skyer.
Så snart solen står op og begynder at skinne, bør temperaturen hurtigt stige til over frysepunktet.
I den østlige del af landet kan høje slørskyer dække lidt for solen ud på formiddagen, mens man i den vestlige halvdel af landet kommer til i perioder at døje med lave skyer, som ved vestkysten kan give en enkelt byge eller to.
Der er dog stadig gode muligheder for solskin, kun med undtagelse af den sydvestligste del af landet.
Ved frokosttid ligger temperaturen landet over på en fem til syv grader med undtagelse af Bornholm, hvor den kolde Østersø holder temperaturen nede.
I eftermiddag kommer temperaturen op på mellem seks og ni grader.
Allerede op på formiddagen trækker flere byger ind over det sydlige og centrale Jylland fra nordvest, og det fortsætter i eftermiddag.
Som eftermiddagen skrider frem, trækker bygerene mod øst, og det gør, at de fleste risikerer at støde ind i en regnbyge i løbet af eftermiddagen.
Du kan følge bygerne, og måske undgå at blive fanget i en, ved at bruge TV 2 VEJRETs radar, som du finder her:
Det bliver også en smule mere skyet i eftermiddag, selvom solen stadig kan komme på visit fra tid til anden.
I aften kommer et nyt lille regnvejr ind over det nordlige Jylland, som kan give et par millimeter regn.
Samtidig blæser det op, og i Nordjylland kan det blæse med en hård vind til kuling ved kysterne.