Ekstremt eksplosivt - derfor bruger terroristerne 'Satans Mor'
Foto: Bjørn Fabricius Hansen / TV 2
Sprængstoffet TATP skulle øjensynligt være blevet benyttet ved et kommende terrorangreb, der nu er afværget. Her ses en plastikbeholder med 1,3 gram TATP.
Jesper Mogensen, der er specialkonsulent ved Beredskabsstyrelsens Kemiske Beredskab forklarer, hvorfor netop TATP går igen i terrorsager.
Ved torsdagens grundlovsforhør i Københavns Byret kom det frem, at to mænd og en kvinde blandt andet er sigtet for at have forsøgt at anskaffe sprængstoffet TATP for at lave en bombesprængning i Danmark eller udlandet.
Det er forholdsvis let at lave derhjemme, det er billigt, og der skal ikke meget til at sætte sprængningen i gang. Og så er det blevet hypet ude i verden, og man kan eksempelvis finde opskrifter på det på internettet.
Jesper Mogensen, specialkonsulent, Beredskabsstyrelsens Kemiske Beredskab
TATP – som også kaldes ”Satans Mor” – er før blevet brugt i forbindelse med terrorsager - for eksempel i terrorangrebet i Paris i 2015 og terrorangrebet i Bruxelles i 2016.
Herhjemme blev det forsøgt anvendt i ’Kundbysagen’, og da Lors Doukajev i 2011 forsøgte at udføre et terrorangreb i København, sprang det mellem hænderne på ham. I Glasvejs-sagen blev en mand dømt for fremstilling af TATP.
Ekspert: Meget sensitivt
Jesper Mogensen, der er specialkonsulent ved Beredskabsstyrelsens Kemiske Beredskab forklarer, hvorfor netop TATP går igen i sager som disse.
- Det er ikke umuligt at få fat i de ingredienser, der skal bruges til at fremstille TATP, og så er det også forholdsvis simpelt at lave, siger han til TV 2.
Han fortæller, at TATP er det, man kalder et primært eksplosivt stof. Det betyder, at det er meget sensitivt, og at der derfor ikke skal så meget til, før det sprænger.
Små mængder kan forvolde stor skade
Billedet herunder viser et plastikrør med 1,3 gram TATP, som blev brugt i en artikel fra Station 2 i 2016. Her fortalte Bjørn Schmidt, som ligeledes er fra Beredskabsstyrelsens kemiske beredskab, at selv så lille en mængde pulver som vist på billedet, kan forvolde stor skade på hænder og krop, hvis det sprænger mellem ens hænder.
Både stød, friktion, gnister og statisk elektricitet kan få det til at gå af. Så i modsætning til sekundære sprængstoffer – som eksempelvis C4 - skal der ikke en detonator til at sætte en sprængning i gang, forklarer Jesper Mogensen.
- TATP er meget ustabilt, og derfor kunne man aldrig finde på at bruge det konventionelt – hverken i militæret eller civilt.
Er blevet hypet
Jesper Mogensen har et bud på, hvorfor Satans Mor så ofte bliver benyttet i terrorsager.
- Det er forholdsvis let at lave derhjemme, det er billigt, og der skal ikke meget til at sætte sprængningen i gang. Og så er det blevet hypet ude i verden, og man kan eksempelvis finde opskrifter på det på internettet.
Jesper Mogensen fortæller, at det er meget farligt at håndtere som amatør, og de opskrifter, der findes på nettet, er ikke særligt gennemarbejdede, og sikkerheden er ikke i højsædet.
- Det kan gå meget galt, hvis folk der ikke har forstand på at håndtere det, får det mellem hænderne, siger han.