EH Aalborg har ultimatum til spillere: Gå ned i løn, eller vi lukker
EH Aalborg har været en del af håndboldligaen de seneste to sæsoner. Foto: René Ryom
Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger skal EH Aalborg-spillernes løn halveres, hvis klubben skal reddes.
Udsigten i det nordjyske ser dyster ud for spillerne i EH Aalborg.
På fredag skal de nemlig give besked til klubbens direktion om, hvorvidt de er villige til at gå ned i løn for at redde klubben.
Er de ikke villige til det, må klubben tage den yderste konsekvens og lukke. Det erfarer TV 2 SPORT. Det drejer sig om en halvering af lønnen for samtlige spillere på kontrakt hos den nordjyske klub.
Klubben har økonomiske problemer, og det kan altså nu koste klubben, der har været en del af den bedste damehåndboldliga i de seneste to sæsoner.
Direktør bekræfter økonomiske problemer
Klubbens direktør vil ikke bekræfte, at det drejer sig om en lønnedgang på 50 procent. Han erkender dog, at klubben befinder sig i en kritisk situation.
- Jeg kan bekræfte, at vi er i en økonomisk svær situation, men præcis hvor meget og hvor lidt, holder vi internt ledelsen og spillerne imellem. Men jeg kan sige, at vi er i en god dialog, og at vi forventer en fin afklaring på denne sag, siger Aalborg EH-direktør Henrik Skals til TV 2 SPORT.
Hvad har gjort, at I står i denne situation?
- Det er selvfølgelig manglende sponsorindtægter, som over tid har taget det her ned, og vi er i en utrolig svær situation med mange konkurrenter. Der er meget sport i byen, der går rigtig godt, så det er svært for os at få fodfæste. Men vi er sikre på, at vi nok skal klare den i denne sæson.
Ekspert: En sørgelig situation
TV 2 SPORTs håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen ærgrer sig over den alvorlige situation i den nordjyske håndboldklub.
- Det er en forfærdelig nyhed. Vi bryder os ikke om, at klubber mangler penge. Men man kan jo ikke gå ud og tegne kontrakter med spillere, uden at man har en vis sikkerhed for, at man har de her penge hjemme. Det er meget, meget sørgeligt, siger Peter Bruun Jørgensen.
Onsdag aften spiller klubben sin sidste kamp på denne side af kalenderåret på hjemmebane mod Nykøbing Falster Håndbold.
EH Aalborg er efter 12 kampe spillet på 12.-pladsen i ligaen med 14 hold.