Efter flere dage med byger - sådan bliver weekendens vejr
Både lørdag og søndag kommer der godt med plads til solen, mens det ser ud til at holde tørt.
Lokale byger kan genere både lørdag og søndag morgen.
Efter en noget ustabil og bygepræget store bededag ser weekenden ud til at blive noget mere stabil.
Både lørdag og søndag kommer der godt med plads til solen, mens det ser ud til at holde tørt.
Lørdagen kan gå hen og blive en ganske blæsende dag, mens vinden aftager søndag.
Solrig lørdag – dog med blæst
Lørdagen lægger ud med halvskyet vejr flere steder, da resterne af fredagens bygevejr stadig hænger ved.
Ud på morgenen og formiddagen bliver der mere og mere plads til solen.
Vinden tiltager også, som dagen skrider frem, og kan blive frisk til hård ved kysterne. I Nordjylland kan det blive meget blæsende, og vindstødene kan sågar nå op mod 20 meter per sekund.
Det er paradoksalt nok det flotte solskinsvejr, som gør, at det føles mere blæsende – også inde over land.
Det skyldes, at solens varmende stråler driver konvektion i den nedre atmosfære, hvilket kan hente vinde fra højden ned til overfladen.
I løbet af eftermiddagen stiger temperaturen til mellem 12 og 17 grader, varmest mod sydøst og koldest mod nordvest.
Vinden aftager langsomt i løbet af eftermiddagen og aftenen, men hvis man skal gå en tur lørdag, er det en god idé at klæde sig på til blæsten.
Flot søndag – men tåge i farvandet
Natten til søndag trækker et større højtryk op over landet fra sydvest, hvilket både giver mere stille og mere stabilt vejr.
Det stille vejr er dog også med til at fremtvinge en af forårets store gener i vejret, nemlig tåge.
Natten til søndag og søndag morgen kan der især ved kysterne være risiko for lokale tågebanker.
Der kan også dannes en del lave skyer, som i morgentimerne kan skygge for solen.
Det kan ikke udelukkes, at der kommer enkelte dryp fra skyerne søndag morgen.
Solens stråler bør dog være i stand til at brænde tågen af i løbet af formiddagen, og ved frokosttid kan langt det meste være forduftet.
Det giver en del plads til solen, og uden den stride vind, som lagde en dæmper på vejret lørdag, bliver søndagen en hæderlig dag.
Enkelte steder kan man risikere at skulle døje med lave skyer meget af dagen.
Temperaturen stiger igen til op mellem 12 og 17 grader, og lokalt kan man mod syd nå 18 grader, såfremt solen får lov til at skinne.
Det relativt stabile vejr ser ud til at fortsætte ind i den nye uge, dog kan man mod syd måske opleve byger både mandag og tirsdag.