20 ton forurenede æg solgt i Danmark
Foto: Bax Lindhard, Scanpix.
20 ton kogte og pillede æg fra en hollandsk importør er forurenet med fipronil.
Fødevarestyrelsen kan ikke udelukke, at der vil dukke flere sager op med import af forurenede æg i Danmark.
20 ton forurenede æg er solgt i Danmark, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse torsdag.
Æggene, der er forurenet med insektmidlet fipronil, er blandt andet solgt til danske kantiner og catering, viser styrelsens fortsatte efterforskning i sagen.
Det er det danske firma Danæg Products, der har modtaget æggene fra en belgisk underleverandør.
- Prøver analyseret i Nederlandene viser spor af fipronil i æggene, dog ikke på et sundhedsskadeligt niveau. Fordi indholdet er ulovligt, skal Danæg Products trække æggene tilbage fra deres kunder, skriver Fødevarestyrelsen.
Kan ikke udelukkes, at der er flere sager
Fødevarestyrelsen forventer ikke, at æggene "i større omfang er blevet solgt i danske detailhandelsbutikker".
Tidligere på ugen vurderede Fødevarestyrelsen, at de forgiftede æg næppe var havnet i Danmark, men den videre efterforskning i æggeskandalen viser nu, at noget andet er tilfældet.
- Fødevarestyrelsen følger fortsat sagen nøje, og kan ikke udelukke, at yderligere efterforskning vil afdække flere sager om import af æg eller produkter med æg med fipronil til Danmark, skriver Fødevarestyrelsen.
Æggene stammer oprindeligt fra Holland.
Fipronil bruges som middel mod lus, lopper og mider. Regler i EU forbyder brug af stoffet på dyr, der ender på middagsbordet, da det kan være skadeligt for mennesker.