Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Man bliver aldrig for gammel til at lære at stå på skateboard

Foto: Rasmus Wilmann / TV2 Lorry

Skaterkulturen er presset af de mange løbehjul, derfor har Haderslev Street Dome lavet et skateboard-kursus. Det er både for børn og deres forældre.

I Haderslev finder man Street Dome, der er et samlingssted for gadesport som skateboard, løbehjul, klatring og parkour.

En 30 meter høj silo med klatrevæg på siden, er det første man ser, når man nærmer sig, og jeres udsendte er et kort øjeblik alvorlig bange for, at det er klatring, der er på programmet.

Det viser sig i stedet, at fotografen Rasmus og jeg skal på skateboardskole.

Foto: Rasmus Wilmann / TV2 Lorry

Det er et 45 minutters langt kursus, hvor man gennemgår de grundlæggende teknikker i at lære at stå på skateboard.

Kurset er lavet for at fremme skateboard-kulturen, som har været presset de senere år, fordi løbehjul er steget enormt i popularitet.

Jeg bliver øjeblikkeligt bange for at dø med et rullende bræt under fødderne, men underviser og daglig leder af Street Dome Haderslev Morten Bennetsen, insisterer på, at man kan lære at stå på skateboard, hvis man kan stå på ét ben. Jeg kan godt stå på ét ben. Så der er ingen vej udenom.

Foto: Rasmus Wilmann / TV2 Lorry

Skateboard-kurset er bygget op således, at man starter med nt svær øvelse, så bygger man ovenpå med en endnu sværere øvelse, der gør, at den forrige øvelse pludselig ikke synes så svær alligevel, når man så vender tilbage til den.

Undervejs krydres der med øvelser, der tester ens reflekser, og viser, at de rent faktisk virker, og at din reaktionsevne meget langt hen ad vejen nok skal redde dig, så du ikke lander pladask på ansigtet.

Foto: Rasmus Wilmann / TV2 Lorry

Forløbet er meget pædagogisk opbygget. Det lykkes efter omkring 45 minutter, så kan jeg køre på skateboard. Man kan diskutere om det ser elegant ud - men missionen lykkedes og patienten overlevede.

Idéen med kurset er, at børn skal tage deres forældre med, som en slags skiskole for hele familien, og i sikre rammer lære at stå på skateboard.

Man kan læse mere om skateboardskolen på Street Dome Haderslev hjemmeside.


Borgers tip gav pote: 21-årig mand dømt for indbrud i 22 varebiler

Den 21-årige blev fremstillet i et grundlovsforhør, men endte med at få en straksdom.

En 21-årig mand er den onsdag blevet idømt otte måneders ubetinget fængsel for indbrud i 22 varebiler, hvor han har stjålet kostbart værktøj.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Alle indbrud blev begået i den forgangne weekend i Thy og på Mors, som TV2 Nord tidligere har omtalt.

Retsmødet ved retten i Holstebro begyndte onsdag morgen som et grundlovsforhør, men da den 21-årige kunne erkende de forhold, som anklagemyndigheden lagde frem i retten, endte manden med at få en straksdom.

- Jeg er tilfreds med dommen. Vi ser alvorligt på den her type kriminalitet, og det, synes jeg, dommen er et udtryk for, at retten også gør, siger anklagerfuldmægtig fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi Nicolai Vestergaard Soelberg.

Borgers tip gav pote

Det var et tip fra en borger, der ledte efterforskerne fra lokalpolitiet i Thisted på sporet i sagen. Derfor kunne politiet tirsdag klokken 09.30 anholde manden.

Under et af indbruddene blev den 21-årige opdaget af ejeren af varebilen, hvilket resulterede i, at den 21-årige truede ejeren med vold. 

På en adresse fandt politiet desuden også koster fra indbrud i varebiler.

Medgerningsmænd fortsat på fri fod

Det er politiets formodning, at der fortsat er medgerningsmænd på fri fod, derfor fortsætter efterforskningen i sagen.

- Derfor har vi heller ikke yderligere kommentarer til sagen. Dog vil jeg gerne sige, at vi nu også kommer til at arbejde på at finde de retmæssige ejere til de koster vi har fundet, siger Niels Thing Kristensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Den 21-årige mand modtog dommen, og blev fængslet umiddelbart efter retsmødet.


Hvad har du fået? Her er dine mest populære aftensmåltider

Foto: Canva.com

Måltidskulturen er i rivende udvikling.

Det kan rumstere i hovedet hele dagen.

Spørgsmålet om hvad aftenens måltid skal være. Nu er der dog hjælp at hente. I hvert fald hvis du vil indtage den samme gode spise, som flertallet oftest vælger, når de kokkererer.

En ny undersøgelse viser nemlig, hvad nordjyderne typisk ender med at ty til.

Øverst på listen har vi noget, som mange forbinder med i Italien: Pizzaen.

Den er efterfulgt af burgeren, mens rugbrød med pålæg indtager tredjepladsen.

Hvis du tror, at vi nordjyder er underlige, nu hvor rugbrød med pålæg ligger på en tredjeplads over mest fortrukne aftensmåltider, skal du måske tro om igen.

I Midtjylland topper den primitive ret nemlig listen. Bøf og kylling med kartofler og/eller grønt fuldender top fem i Nordjylland. De nye tal stammer fra undersøgelsen Madkultur24, som kortlægger danskernes måltidsvaner.

Følgesvend er med ved bordet

Undersøgelsen viser, at måltidskulturen i øjeblikket forandrer sig hurtigt.

- Mange af os oplever at skulle nå stadig mere i løbet af en dag, og vi gør det meste med mobilen i hånden. Det har allerede aflejret sig i hurtigere madlavning, flere færdiglavede løsninger og en større distance til råvarerne. Nu slækker vi også på rammerne for det fælles måltid, hvor blandt andet skærmene får plads ved det fælles bord, fortæller direktør Judith Kyst fra Madkulturen, som står bag undersøgelsen.

På landsplan er det nu hver ottende, som tager mobilen frem under et aftensmåltid, hvilket er en tredobling siden 2017. Særligt unge har svært at lægge telefonen fra sig. Her har næsten hver tredje telefonen fremme under aftensmåltidet.

Selvom mange giver efter for mobilvanerne og går mindre op i bordskik, er det stadig er syv ud af ti, der spiser aftensmad sammen med andre i 2024.

2156 voksne danskere har deltaget i undersøgelsen.


Milliardær-familie tjener knap 200 millioner - og det er kun i år

Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)

Svend Møller Hansen har nok at smile af. Hans holdingselskab tjener nemlig temmelig godt. Her ses han på stadion - han er nemlig storsponser for Hobro IK.

Familien Møller Hansen fra Hobro klarer sig temmelig godt, selvom virksomheden er solgt.

Prøv lige at forestille dig, hvad du ville gøre, hvis du pludselig tjente 196,1 millioner kroner.

Sådan gør jeg af og til, når jeg spiller lotto.

Men det er virkeligheden for den nordjyske familien Møller Hansen fra Hobro. De behøver ikke at forestille sig det. For familiens holdingselskab har nu har tjent 196,1 millioner kroner på et år.

Familiens formue er opbygget af Svend Møller Hansen, som også ligger navn til selskabet, der tilbage i 1969 stiftede stål- og betonkoncernen DS Gruppen.

Mange år senere kom hans søn, Mads Møller Hansen, ind i virksomhedens ledelse. Og i 2022 blev virksomheden solgt til det tyske industrikoncern Goldbeck Europe. De har dog ikke forstyrret hverken driften eller de godt 6000 medarbejdere.

DS Gruppen er en af Skandinaviens førende industrikoncerner inden for produktion og salg af stål- og betonløsninger til byggeri og industri.

Blandt landets rigeste

Holdingselskabet Svend Møller Hansen Holding A/S er ejet af hele familien, og ifølge regnskabet beskæftiger selskabet sig at besidde kapitalandele, investeringsvirksomhed, samt landbrug og andre beslægtede virksomheder.

Holdingselskabet ejer desuden 75 procent af dattervirksomheden Svend Møller Hansen ApS, og ejer 20 procent af den associerede virksomhed Compsoil A/S. Holdingselskabet har en egenkapital på 2,3 milliarder kroner - og det har været støt stigende de seneste år.

Far og søn er desuden på listen over de 100 rigeste familier i Danmark. Ifølge den seneste liste fra starten af 2024 er de nummer 66 på listen.


Billigt flyselskab trækker sig: Populær flyrute i fare for at lukke

Foto: Josep Lago, Scanpix

Ender det sådan, er det til stor ærgrelse for lufthavnsdirektøren.

Det kan efter nytår være slut med at tage en smuttur til den populære storby London fra Aalborg.

Ifølge flymediet Check-in, er lørdag 29. marts nemlig sidste dag, hvor flyselskabet flyver mellem Aalborg og London efter syv og et halvt år.

Lufthavnsdirektør, Niels Hemmingsen, kan endnu ikke be- eller afkræfte, om flyselskabet stopper sine ruter fra lufthavnen. Han påpeger dog, at der ikke er flere billetter til salg til London og til Girona fra marts næste år.

- Jeg har ikke fået en endelig bekræftelse fra Ryanair, men der er nok en overvejende sandsynlighed for, at de lukker dem, konstaterer han til TV2 Nord.

Er i dialog med andre

Ender det sådan, er det til stor ærgrelse for lufthavnsdirektøren.

- Det er altid ærgerligt at miste stabiliteten til to destinationer, og London ligger jo højt på listen og er attraktivt, siger han.

Selvom det endnu ikke er bekræftet hvorvidt det irske lavprisflyselskab lukker sine ruter, er Aalborg Lufthavn allerede nu i gang med at finde alternative flyselskaber til ruten til London.

- Vi er i fuld gang med at være i dialog med andre, for at få et overblik over hvilke muligheder, der er for at genetablere forbindelsen, forklarer han.

Lufthavnsdirektøren er træt af, at han endnu ikke har hørt noget, men han påpeger, at luftfarten generelt er udfordret for tiden.

- Mange flyselskaber mangler kapacitet, fordi der generelt mangler kapacitet i markedet, og så har vi også den her passagerafgift, der træder i kraft 1. januar næste år, som får store konsekvenser, afslutter han.


Nordjyderne elsker dem, men det gør ingen andre

Man er godt i gang med pebernødde-bageriet, selvom vi endnu ikke er gået ind i december måned.

Københavnerne kan ikke fordrage dem, og støder du på dem derovre, så er forklaringen simpel: Det er nordjyder, som er flyttet dertil, der har medbragt den lille, knasende spise.

Det er selvfølgelig de vendsysselske pebernødder, der er tale om.

For selvom nordjyderne er helt vilde med de vendsysselske pebernødder - som i øvrigt laves i Thy - er de altså alene om det.

Det fortæller Jesper Lukassen fra Nordthy.

- Det er kun nordjyderne, der er flyttet ud andre steder i Danmark, der vil have dem i resten af landet, ellers er det kun nordjyder, forklarer han.

Fakta

I 1952 investerede bageriet i Hjørring i en maskine til at forme pebernødderne – og sætte dem af på bageplader. Denne maskine er stadig i anvendelse her hos Jensen Brød i 2024.

I 1979 blev bageriet i Hjørring slået sammen med Brødfabrikken på Grønlandsvej i Frederikshavn, og maskinen blev flyttet til Frederikshavn – hvor produktionen af de Vendsysselske Pebernødder foregik frem til cirka 1990-91, hvor dette bageri blev lukket ned.

I 1991 købte Jensen Brød maskinen, recepten og alle rettigheder til de Vendsysselske Pebernødder, og har siden været stolt leverandør til de rigtig mange loyale og trofaste nordjyder, der hvert år står klar til at købe de første Vendsysselske Pebernødder, når de rammer butikkerne.

I 2016 blev Vendsysselske pebernødder kåret til verdens bedste pebernødder af Dansk Julemands Laug.

Godt med i år

De vendsysselske pebernødder bygger på en lang tradition, der kan spores helt tilbage til 1800-tallet, og den dag i dag er de stadig nordjydernes foretrukne.

Dengang var pebernødderne en slags ”rest-dej”, som man krydrede(pebrede) med de forhåndenværende krydderier, som var brugt, når man havde bagt rugbrød i den store ovn på gårdene.

Restdejen blev så trillet til kugler og blev bagt ved den rest-varme, der var i ovnen efter rugbrødsbagningen.

Hos Jensen Brød i Aalborg, der laver de vendsysselske pebernødder, er man godt i gang med pebernødde-bageriet, selvom vi endnu ikke er gået ind i december måned.

Faktisk er man så godt med, at de to ovne ikke kører hver dag. Det oplyser Ole Vittrup, der er kommerciel chef ved Jensen Brød til TV2 Nord.