Vingegaard udraderer al modstand i vildt soloridt
Foto: Juan Herrero/EPA/Ritzau Scanpix
Thyboen tog både etapesejren og den samlede sejr.
Danske Jonas Vingegaard viste endnu engang, at han er på et helt andet niveau end konkurrenterne i Baskerlandet Rundt. Jumbo-Visma-rytteren knuste al modstand på løbets sjette og sidste etape og kørte solo til mål, hvor han kunne lade sig hylde som etapevinder og vinder af løbet.
Etapesejren var sat op til perfektion af det hollandske hold. Holdkammeraterne Attila Valter og Steven Kruijswijk var sendt ud som forposter fra etapens begyndelse, og de gjorde et stort stykke arbejde for thyboen på etapens afsluttende del.
Med i udbruddet var profilerede navne som Daniel Martinez og Esteban Chaves også at finde. De kom dog allesammen til kort til sidst.
Planter alle eftertrykkeligt
Fra bunden af næstsidste stigning var det Vingegaards holdkammerat Sam Oomen, der trykkede speederen helt i bund.
Herefter gav Valter danskeren en hjælpende hånd, inden Kruijswijk gled tilbage og fuldendte tretrinsraketten.
Herefter skar flere af danskerens konkurrenter tænder. Med knap 30 kilometer satte Vingegaard det hele på spidsen og angreb fra de andre. Ingen havde et modsvar, og danskeren så sig aldrig tilbage.
Heller ikke på den sidste stigning kunne løbets nummer to Mikel Landa røre Jonas Vingegaard, der kunne række armene i vejret i målbyen Eibar. Etapesejren var Jumbo-Visma-rytterens tredje i det spanske etapeløb. Først 47 sekunder senere kom nærmeste forfølger i mål, da James Knox kørte ind over målstregen. Jonas Vingegaard er første dansker til at vinde løbet nogensinde.
Top-fem i den samlede stilling
Jonas Vingegaard
Landa, +1.12"
Izagirre, +1.29"
Gaudu, +1.31"
Mas, +1.36"
Danske Mattias Skjelmose lå inden etapen på en tredjeplads, men han ramte ikke dagen og gled helt ud af top 10.