Det drejer sig om den del af strækningen, hvor Egholmlinjen skal tilsluttes E39 Hirtshalsmotorvejen. Den bliver altså forskellig i forhold til projektet, som det er kendt fra den såkaldte miljøkonsekvensvurdering.
For gårdejer Erik Mosegaard er det en glædelig nyhed. Han har nemlig længe forsøgt at få ændret strækningen, så den gik mindre ud over hans ejendom.
- Det er jeg selvfølgelig glad for. Det er også det, jeg har foreslået dem hele tiden, siger Erik Mosegaard, der er gårdejer med op mod 700 hektar landbrugsjord, der på forskellig vis bliver påvirket af den 3. Limfjordsforbindelse.
- Jeg har spurgt Vejdirektoratet om, hvorfor de ikke brugte den tegning, de havde i et tidligere forslag, men de sagde bare, at det kan ikke lade sig gøre.
Derfor er han overrasket over, at det nu pludselig er den løsning, man vil bruge.
I Vejdirektoratet kan projektchef Per Seidelin ikke på stående fod hverken af- eller bekræfte forløbet, som gårdejer Erik Mosegaard beskriver det. Men han vil undersøge det og vende tilbage med et svar.
Kun optimering - ikke ændring af linjen
Men grundlæggende slår projektchefen fast, at man ikke er igang med at ændre på den linjeføring, som er besluttet, men at man i den nuværende fase, hvor der er såkaldt linjebesigtigelse, går mere i detaljen.
- I den forbindelse er vi inde at se på, om der er mulighed for at optimere noget, inden vi får linjen endelig fastlagt, siger Per Seidelin.
- Og der så vi oppe nord på, at der kunne være mulighed for at udnytte noget af den eksisterende vej. I det oprindelige forslag udnyttede man ikke al den eksisterende motorvej, der ligger.
- Noget af det skulle faktisk rykkes op. Derfor så vi på, hvordan vi kan udnytte den eksisterende motorvej længere og derfor har vi justeret det, siger Per Seidelin, der er ansvarlig i anlægsfasen.
Håber på flere ændringer
Erik Mosegaard håber nu på flere forandringer på linjeføringen. I særdeleshed at man fører togbanen og Høvejen under motorvejen i stedet for som planlagt nu, hvor man vil løfte motorvejen flere meter op over de to veje.
- Det giver ingen menig. Det betyder langt mere støj fra motorvejen, når man hæver den så højt op, siger Erik Mosegaard.
Kun mindre justeringer
Men det er ikke sådan, at Vejdirektoratet har hverken mulighed for eller planer om store ændringer på den vedtagede linjeføring. Den ligger fast, understreger Per Seidelin.
- Alt med jernbane er meget dyrt og har meget vide konsekvenser, så det er ikke en reel mulighed. Blandt andet fordi grundvandet står højt i området.
Men han peger på, at der kan komme flere justeringer inden for de rammer, lovgivningen giver, for at skabe optimeringer.
- Vi kigger også på eksempelvis tilslutningen ved Ny Nibevej, hvor der måske også er mulighed for forbedringer, siger Per Seidelin, projektchef i Vejdirektoratet.
Stadig fuldstændig vanvittigt
Men selv om Erik Mosegaard er glad for, at strækningen ændrer sig på den jord, han ejer, ser han selve den valgte linje som uforståelig.
- Jeg synes, det er fuldstændigt vanvittigt, at man frivilligt lukker Aalborg inde mellem to motorveje.
- At vores lokalpolitikere synes, det er en god ide at låse byen fuldstændig fast, forstår jeg ikke, siger gårdejeren.
10 mio ton til 19,5 km motorvej
Gårdejeren er også rystet over den gigantiske mængde ressourcer af grus og sand, man kommer til at bruge på den valgte løsning, fordi motorvejen flere steder skal mange meter op over niveau.
- 10 millioner tons skal der bruges til 19,5 km motorvej. Det er ressourcer, vi har for lidt af i forvejen, siger Erik Mosegaard, der har lavet et lille regnestykke for, hvordan det skal blive fragtet til byggepladsen.
- Det svarer jo til cirka 300.000 læs af 33 tons, så det kommer til at tage tid.
- Det ville være meget bedre, hvis man holdt den nede ved jorden.
Hvad betyder det for dem, der skal eksproprieres?
De næste uger er der flere møder med såkaldt linjebesigtigelse, hvor statens kommissarius gennemgår linjeføringen med lodsejerne.
Men når der er sket en ændring, er Erik Mosegaard bekymret for, om der også vil ske ændringer for lodsejerene og deres mulighed for at blive eksproprieret.
- Jeg kan jo ikke lade være med at tænke, hvad det betyder for nogen af mine naboer, siger han.
Det første besigtigelsesmøde begynder i morgen kl 12.
3. Limfjordsforbindelse, linjebesigtigelse den 29. og 30. januar samt 4. og 5. februar 2025 – Kommissarius ved Statens Ekspropriationer i Jylland