Nordjysk skole får påbud: Ansatte oplever krænkelser fra ledere
Arbejdstilsynet skriver, at der er risiko for, at problemer med krænkende handlinger i arbejdet på skolen kan forringe ansattes fysiske eller psykiske sundhed på kort eller lang sigt.
Ansatte på Tingstrup Skole i Thisted har oplevet nedværdigende og sårende handlinger fra skolelederen og en afdelingsleder.
Derfor har Thisted Kommune fået et påbud fra Arbejdstilsynet om at sikre, at arbejdet udføres, så krænkende handlinger ikke forringer ansattes sikkerhed eller sundhed.
TV2 Nord har fået aktindsigt i påbuddet, hvori det står, at ansatte har oplevet eller overværet andre få verbale overfusninger, blive råbt af og få sårende og nedladende bemærkninger.
Når vi får et påbud, så tager vi det altid meget alvorligt
Per Overgaard, chef for Undervisning og Dagtilbud i Thisted Kommune
Anonymitet var afgørende
Arbejdstilsynet har flere gange besøgt skolen og har noteret, at ansatte var utrygge ved at tale med tilsynet af frygt for ikke at være anonyme overfor ledelsen. Derfor bygger påbuddet i høj grad på 14 individuelle samtaler mellem medarbejdere og arbejdstilsynet.
Under samtalerne kom det blandt andet frem, at krænkende handlinger fra ledelsen betyder, at man ikke svarer ærligt, når der laves arbejdspladsvurdering (APV), fordi man i vurderingen ikke er anonym, og at nogle føler sig utrygge på arbejdspladsen.
De krænkende handlinger har ifølge påbuddet stået på over længere tid, men er eskaleret i 2023.
Det er hverken lykkedes at få en kommentar fra lærernes tillidsmand, fagforening eller skolebestyrelsen.
De to pågældende ledere har heller ikke ønsket at stille op til interview, men af påbuddet fremgår det, at skolelederen ikke kan genkende udlægningen om en ledelse med krænkende adfærd. Sammen med MED-udvalget, der består af ledere og medarbejdere, har de to ledere sendt et høringssvar til Arbejdstilsynet, hvori de skriver, at de er uforstående over, at tilsynet bruger ordet 'krænker'.
Også Thisted Kommune har rettet henvendelse til arbejdstilsynet.
- Vi har sendt nogle spørgsmål og kommentarer til dem, og det har betydet, at Arbejdstilsynet har sendt det videre til det, der hedder Arbejdsmiljøklagenævnet. De skal lave en afgørelse i forhold til, om påbuddet skal stå ved magt, så lige nu afventer vi, siger Per Overgaard, der er chef for Undervisning og Dagtilbud i Thisted Kommune.
Påbuddet er dog noget, der bliver taget seriøst i kommunen.
- Når vi får et påbud, så tager vi det altid meget alvorligt. Det gælder både, når det er et strakspåbud, og når det som her er et påbud med en tidsfrist.
10 opsigelser på to år
TV2 Nord har samtidig fået aktindsigt i, hvordan det ser ud med sygdom og opsigelser blandt skolens personale de seneste to år.
I 2022 og 2023 er der 10 medarbejdere på skolen, der har sagt op. Tre af opsigelserne skyldes pension, efterløn eller førtidspension, mens de resterende ikke er forklaret.
De ansatte på Tingstrup Skole har det seneste år et sygefravær på 6,6 procent og ligger derfor lidt over gennemsnittet for kommunens skoler, der ligger på 5,8 procent. Sammenligner man med året inden, lå Tingstrup Skole næsten to procentpoint over gennemsnittet i kommunen.
Om der er sammenhæng mellem opsigelser, sygefravær og de oplevelser, arbejdstilsynet beskriver, har TV2 Nord ikke haft mulighed for at spørge forvaltningen eller skoleledelsen om.
Det fremgår dog af referatet fra efterårets MED-møde, at der er fokus på skolens sygefravær over gennemsnittet. På samme møde har skolelederen orienteret om påbuddet fra arbejdstilsynet, og det er noteret, at udvalget vil sætte gang i nogle indsatser omkring samarbejde og kommunikation på skolen med hjælp fra en professionel udefra.
Thisted Kommune står også klar med hjælp, når Arbejdsmiljøklagenævnet har behandlet sagen.
- Det bliver vores opgave uanset, hvordan det falder ud, at understøtte skolen i at lave en god plan for, hvordan man imødekommer det her påbud ikke bare inden for tidsfristen, men så hurtigt som muligt, siger Per Overgaard.
Fristen for påbuddet lyder på 15. marts 2024. Senest en uge efter skal kommunen dokumentere, hvordan man har sikret, at arbejdet på skolen kan udføres, så krænkende handlinger ikke forringer ansattes sikkerhed og sundhed.