Nordjysk racerkører leverede topresultat i amerikansk 24-timers-løb
Foto: Malthe Jakobsen Motorsport
Den nordjyske racerkører Malthe Jakobsen sluttede sammen med sit hold på andenpladsen i sin klasse ved det store 24-timers-løb i Daytona.
Der var dansk succes på asfalten, da 'det amerikanske Le Mans' - 24-timers-løbet i Daytona - i weekenden blev afviklet.
Den bare 18-årige racerkører Malthe Jakobsen fra Thy kørte nemlig bilen fra Sean Creech Motorsport over målstregen som nummer to, da de 24 timers strabadser var forbi.
- Jeg er mega glad for andenpladsen, og jeg tror ikke rigtigt, at jeg kunne have gjort mere for, at vi kunne vinde, siger Malthe Jakobsen.
- Men altså, det var da lidt surt at stå på podiet og se et andet hold få overrakt det Rolex-ur, siger thyboen, som altså trods succesen måtte kigge langt efter det eftertragtede Rolex Daytona-ur, som vinderne af løbet traditionelt modtager.
Kørte næsthurtigste omgang
Thyboen satte undervejs i løbet den hurtigste omgangstid blandt bilerne i LMP3-klassen, og da løbet var forbi, endte Malthe Jakobsen med at have kørt den næsthurtigste omgang.
- Jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at køre på det tidspunkt, hvor natten bliver til morgen, for det er altid her, bilen er hurtigst. Der var en periode på cirka 20 minutter, hvor motor, dæk og alt andet gik op i en højere enhed, så der kørte jeg nogle virkelig hurtige omgangstider, fortæller Malthe Jakobsen.
Det har været en kæmpe oplevelse.
Malthe Jakobsen
Malthe Jakobsen og Sean Creech Motorsport har i løbet af de 24 timer tilbagelagt 722 omgange, hvilket svarer til godt 4136 kilometer.
- Det har været en kæmpe oplevelse. Alene at køre et 24-timers løb er stort. At være med i kampen om en sejr på Daytona er gigantisk. Og samtidig har jeg fået en enorm opbakning hjemmefra via sociale medier, så lige nu er det svært at være andet end glad og taknemmelig, siger thyboen.
I alt var 10 danskere med i 24-timers-løbet i Daytona. Blandt andre den tidligere Formel 1-kører Kevin Magnussen, som ikke opnåede et topresultat i løbets stærkeste bilklasse.