I fængsel for vanvidskørsel
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
To unge mænd fra henholdsvis Thy og Mors er torsdag ved Retten i Holstebro blevet idømt ubetinget fængsel for vanvidskørsel.
Retten i Holstebro fældede torsdag dom over to nordjyske mænd, der begge stod tiltalt for vanvidskørsel. Begge retssager handlede om hastighedsoverskridelser på mere end 100 procent af det tilladte med en fart på over 100 kilometer i timen. Det fortæller Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Når retten straffer førstegangsovertrædelser med ubetinget fængsel, vidner det om, at der er tale om særdeles alvorlige overtrædelser af færdselsloven.
Palle Fuglsang, anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi
En 21-årig mand fra Mors var tiltalt for 1. juni i år at have kørt 125 km/t på Skivevej ved Viborg, hvor den højst tilladte hastighed er 60 km/t. Manden blev idømt 20 dages ubetinget fængsel og tre års ubetinget frakendelse af førerretten. Derudover blev bilen, der var ejet af et familiemedlem, konfiskeret.
En 20-årig mand fra Thy var tiltalt for 29. april i år at have kørt 143 km/t på Vildsundvej på Mors, hvor den højst tilladte hastighed er 70 km/t. Manden blev idømt 20 dages ubetinget fængsel og tre års ubetinget frakendelse af førerretten. Bilen, den 20-årige kørte i, blev desuden konfiskeret.
Vanvidskørsel
Ifølge færdsels- og straffeloven defineres vanvidskørsel som:
- Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km/t.
- Kørsel med en hastighed på 200 km/t. eller derover
- Spirituskørsel med en promille over 2,00
- Udviser særlig hensynsløs kørsel - det kan fx være, hvis man i tæt trafik gentagne gange overskrider fuldt optrukne spærrelinjer og dermed skaber farlige situationer, eller hvis man kører imod færdselsretningen på en motorvej.
- Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed - det kan fx være, hvis man kører bilen ind på cykelstien for at forskrække cyklisterne, eller hvis man bevidst påkører fodgængere i et fodgængerfelt.
Det er også vanvidskørsel, hvis man uagtsomt forvolder betydelig skade på nogen eller begår uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Der er tale om særligt skærpende omstændigheder, hvis det sker i forbindelse med:
- Spirituskørsel
- Narkokørsel
- Hvis føreren på grund af sygdom, svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn, påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand, at han eller hun er ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde
- Særlig hensynsløs kørsel - som beskrevet ovenfor
Tilfreds anklager
Anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Palle Fuglsang er tilfreds med dommene:
- Når retten straffer førstegangsovertrædelser med ubetinget fængsel, vidner det om, at der er tale om særdeles alvorlige overtrædelser af færdselsloven. Med hastighedsoverskridelser af den karakter, de to var tiltalt for i dag, sætter man både sit eget og andres liv på spil. Jeg er derfor tilfreds med, at retten har idømt dem begge ubetingede fængselsstraffe, flere års frakendelse af førerretten og ikke mindst har konfiskeret de anvendte biler, siger han.