Dyrebar råvare i priseksplosion - Det er ekstremt
Foto: Kristian Steve Kristensen/TV 2 Nord
Siden sidste år er prisen på chokolade eksploderet. Nu er råvaren 175 procent dyrere.
Priserne på kakao fortsætter med at presse producenter. På et år er prisen steget med 175 procent.
Det er ikke uden nervøsitet, at Pernille Tophus Larsen tænker på den nye kontrakt, hun skal til at forhandle.
Skal vi måske til at bage lidt og lave nogle andre ting, vi kan tjene noget mere på?
Pernille Tophus Larsen, chokoladeproducent, Chokoladekurven
For det er snart ved at være et år siden, at hun forhandlede sig til den pris på kakao, som hun igennem det sidste år har kunnet købe råvaren til, når der skulle produceres nye varer til hendes chokoladebutik, Chokoladekurven, i Thisted.
- Det her er ekstremt. Jeg kan da godt mærke, det kommer krybende om natten, og det gør jo også, at jeg tænker i andre retninger, siger hun.
For igennem det seneste år, er prisen på kakao bare steget og steget.
Fejlslagen høst
Hvor man for et år siden kunne købe den dyrebare råvare til 3922,86 euro for et ton, svarende til knap 30.000 danske kroner, er prisen det seneste år steget med godt 175 procent, så et ton nu koster 10.798,68 euro, svarende til omtrent 80.000 kroner, viser tal fra International Cocoa Organization (ICCO).
Forklaringen på de høje priser skal først og fremmest findes i en fejlslagen høst i Ghana og Elfenbenskysten, hvor op mod 80 procent af verdens kakao stammer fra.
Vejret i den vestlige del af Afrika har nemlig været usædvanligt varmt og tørt, og derfor er der ikke høstet lige så meget kakao, som det har været forventningen.
Og det presser små chokoladeproducenter som Chokoladekurven.
- Vi har sat priserne op, og vi er spændt på, om de skal sættes yderligere op - det har vi ikke overblikket over endnu. Vi har sat vores flødeboller fem kroner op per styk i udsalgspris. Det frygtede vi, ville få betydning for, hvor mange vi solgte, men vi har heldigvis solgt det samme, fortæller Pernille Tophus Larsen og fortsætter:
- Jeg har lige købt helt nye lokaler, og jeg flytter hele Chokoladekurven - det hele bliver større, og det fylder da noget lige nu, for jeg ved ikke, hvad vores nye pris på kakao bliver.
Hvilken pris på kakao, hun forhandlede sig til for knap et år siden, er en forretningshemmelighed, men hun forventer, at den nye kontrakt kommer til at lyde på 8-10.000 kroner mere per ton.
Og når man bruger mellem 10-12 ton kakao på et år, er det ikke uden betydning for en lille forretning.
- Udviklingen er fuldstændig vanvittig, og for os betyder det jo, at vi bliver nødt til at være mere kreative. Skal vi måske til at bage lidt og lave nogle andre ting, vi kan tjene noget mere på? lyder det retoriske spørgsmål fra Pernille Tophus Larsen.
Spekulanterne spekulerer - og prisen er ikke toppet
Men det er ikke kun på grund af en fejlslagen høst, at priserne på kakao er eksploderede. For prisen har ikke fået efterspørgslen til at falde, men den har til gengæld tiltrukket spekulanter, der spekulerer i kakaobønnen og dens pris, skriver Finans.
Derfor skal man ikke forvente, at prisen falder foreløbigt.
- Råvarer - som er meget tyndere og lettere i volume og ikke så massivt handlet som det typiske amerikanske aktieindeks som S&P 500 - har muligheden for at skyde over målet. Når du ser pendulet svinge for langt, så er der ikke noget rationale i, hvornår det kommer til at vende, siger Jeff Kilburg, der er adm. direktør i KKM Financial, til mediet CNBC. Han forventer, at prisen på kakao kan stige med yderligere 50 procent.
Og det er ikke kun i Thisted, at man er bekymret for dén udvikling.
Hos Chokolenten i Hanstholm mærker de også konsekvenserne af prisstigningen, og det betyder, at de også har været nødt til at sætte prisen på deres varer op.
- Vi er jo selvfølgelig nødt til at hæve priserne for at få det til at løbe rundt. Det er noget af en opgave, for det skal jo heller ikke være for dyrt, siger Stinne Sand, der sammen med sin søster er indehaver af Chokolenten.
Du kan se indslaget fra Chokolenten herunder.
En af de varer, der går som varmt brød hos Chokolenten, er deres cookies, som i sagens natur indeholder chokolade. En af deres cookies plejer normalt at koste 28 kroner, men som følge af udviklingen har de hævet prisen til 32 kroner.
- Dem har vi svært ved at se, at vi kan hæve mere. På Sjælland sælger de sådan en cookie for 49 kroner, men vi ligger i et lille lokalsamfund, og derfor har vi ikke den mulighed, siger Stinne Sand.
Hvor det som lille chokoladeproducent i Danmark kan være svært at stille noget op mod varmt vejr, fejlslagen høst og spekulanter, ser det anderledes ud med påvirkning af de politikere, der er med til at bestemme danske afgifter.
Som det er i dag koster et kilo kakao 26 kroner i afgift.
- Kunne man måske kigge på den afgift for at hjælpe på en eller anden måde? Det tænker jeg da næsten, man bliver nødt til. Der var en stor chokoladefabrik, der lavede flødeboller, som for nyligt er gået konkurs, og der kan da godt ryge flere med i faldet, hvis man ikke er kreativ, siger Pernille Tophus Larsen.