Tyve fiskede efter udstyr - blev taget på fersk gerning
Tre personer startede ugen med et indbrudsforsøg i en kælder på Steen Blichers Gade i Aalborg.
Mens de tidligt mandag morgen med lys og lygter gik rundt i kælderen, så en forbipasserende borger indbrudsforsøget, og han kontaktede straks Nordjyllands Politi.
Da politiet ankom til kælderen, havde den ene af tyvene forladt stedet, mens to af indbrudstyvene blev anholdt. De var i gang med at stjæle en computer og noget fiskeudstyr, som de havde fået adgang til ved at bryde en hængelås op.
Tyvekosterne blev leveret tilbage til ejermanden.
Begge indbrudstyve blev anholdt og sigtet for indbrud. Derudover fik den ene af tyvene en sigtelse for besiddelse af narkotika, da politiet under en kropsvisitation fandt en joint.