Foto: Daniel Mikkelsen / Martin Bekhøj
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Beboere raser over affaldssortering: Kommunen overholder ikke sine aftaler

Ole Basballe Jensen er bange for, at affaldssorteringen er for omstændig.

Der er delte meninger om den nye affaldssortering i Thisted Kommune. 

Mens flere beboere er tilfredse og ikke oplever problemer, så er der modsat mange, som ikke får sit affald eller sine containere hentet. 

Det har flere blandt andet berettet om i den lokale Facebook-gruppe "Thisted Kommunes Byrødder".   

Flere er utilfredse

I gruppen har Bent Lyngklip Kjeldgaard lavet et opslag, hvori han klager over en episode, hvor hans plastcontainer ikke var blevet tømt helt. Herefter kontaktede han kommunen, som kom med en løsning. 

Men da det kom til stykket, blev aftalen ikke overholdt. 

- Jeg fik sidste fredag en sms om, at mine to gamle beholdere ville blive afhentet i denne uge, men de står her stadig, skriver han i opslaget, der er offentliggjort fredag den 25. november. 

Som svar på opslaget har flere meldt sig ind i kampen og ligeledes berrettet om situationer, hvor de har oplevet, at de ikke har fået hentet deres "farlige affald". 

- Vi har læst grundigt omkring den røde kasse med det farlige affald. Den skal udfyldes med adresse, tjek. Sættes ovenpå skraldespanden, tjek.Tog de den så med? Nej. De smed den såmænd ned i gruset ved siden af skraldespandene, lyder det fra Bettina Madsbøll, der dog har fået tømt de resterende tre containere.

Desuden er det også, ifølge brugerne, et problem at få hentet sin gamle container, og det er på trods af, at beboerne har modtaget en mail angående afhentning heraf.

- Vores den gamle affaldsbeholder står også stadig ved fortorvet. Den skulle stilles ud i mandags, og nu er det fredag. De har selv skrevet adressen på sms, så de ved den står her, skriver Henriette Duelund Petersen til opslaget. 

Frygter, det er for omstændigt

Ole Basballe Jensen er bosiddende i Thisted Kommune, og han er til dagligt pensionist, men han har tidligere selv knoklet løs i den gule arbejdsdragt, da han var skraldemand. 

Jeg tænker, at affaldssortering overordnet er godt, for vi har været nogle svin gennem tiden

Ole Basballe Jensen

Nu sidder han på den anden side, hvor borgernes sortering af affald er blevet langt større end dengang. 

- Jeg tænker, at affaldssortering overordnet er godt, for vi har været nogle svin gennem tiden. Dog har jeg mine bekymringer omkring affaldssorteringen, som den er lige nu, fortæller Ole Basballe Jensen. 

Det, som Ole Basballe Jensen frygter mest, er, at den omstændige affaldssortering kan ende med at gå udover naturen, som man egentlig ønsker at hjælpe. 

- Jeg bekymrer mig for, om affaldssorteringen kan blive for kompliceret og omstændig, sådan at folk begynder at smide sin affald i naturen i stedet. Jeg ser tit, at folk smider sine affaldssække på rastepladser, fortæller han.

- Jeg synes, det hele er noget uoverskueligt, og jeg ved ikke, om det er, fordi vi bare skal vænne os til det, men der er nok nogle ting, som kunne have været kommunikeret bedre ud, siger Ole Basballe Jensen om den nye affaldsorning.

Foto: Privatfoto/Ole Basballe Jensen

Bybilledet ødelægges

Ole Basballe Jensen er også bekymret for de mange containere, som er blevet en del af beboernes hverdag.

- Med nogle af de vindstød vi får for tiden, tror jeg, at det kan blive spændende med så mange affaldscontainere, som skal stilles ud til vejen. Jeg har da oplevet, at mine egne er væltet og fløjet rundt.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at der står så mange containere i bybilledet nu. Folk med store paracelhuse kan måske skjule dem lidt, men ved for eksempel rækkehuse og lejlighedskomplekser fylder de hele facaden, pointerer Ole Basballe Jensen. 

Oplever ikke problemer

Thisted Kommune har ikke selv oplevet de store problemer med den nye affaldssortering. Samtidig har man heller ikke fået betydeligt med henvendelser omkring de overstående bekymringer og problematikker. 

- Det er jo et spørgsmål om at få det hele til at køre. I forhold til de røde containere med farligt affald, så er der begrænset med pladser på bilen, så der kan være tale om, at der ikke har været mulighed for at tage alle med. Står man i sådan en situation, så kan man altid stille den ud igen næste gang, fortæller Flemming Christensen, der er sektionsleder hos Affald og Ejendomme i Thisted Kommune. 

I forhold til det bybillede som Ole Basballe Jensen er bekymret for, med både mange containere og affald i naturen, så er heller ikke dette noget, som kommunen ser problematisk på. 

- Det er absolut ikke vores fornemmelse, at folk smider skrald i naturen. 

- Det er sådan, at det er lovgivningsbestemt, at man som udgangspunkt skal sortere i tre containere. Vi har muligheder for at lave fællesløsninger med nogle større beholdere ved steder som for eksempel rækkehuse eller lejlighedskomplekser, fortæller Flemming Christensen, der også anerkender, at det måske godt kan virke overvældende på nuværende tidspunkt. 


Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Byfest var ved at dø: Redning blev billige øl og gamle traditioner

Sidste år kunne Kimbrerfesten i Aars melde om rekordoverskud.

På programmet er blandt andet musik, optog, strip, billige bajer - og gule ærter.

Og så er der revy.

Kimbrerfesten i Aars har eksisteret siden 1947. Og Pia Havbro fra Aars har været en del af Kimbrerrevyen i 22 år. Kun afbrudt af to graviditeter.

- Jeg kan ikke undvære det, konstaterer hun.

Inden hver forestilling tager hele revyholdet et Dr. Nielsen shot. Engang prøvede revyformanden uden, og den gik ikke, fortalte Pia Havbro. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Onsdag var der generalprøve på dette års forestilling, som bliver vist flere gange under dette års Kimbrerfest, der løber af stablen denne weekend. Flere af forestillingerne er udsolgt. Og så lang tid folkene bag kan huske, har Kimbrerfest også været lig med revy.

- Det er så sjovt, når vi står på scenen, og der er gang i teltet. Mange af os har været med i mange, mange år, så vi er blevet en lille familie, siger Pia Havbro og fortæller, at også publikum er gengangere.

- Vi har sågar flere, der ser revyen to gange.

Revyen tager udgangspunkt i sjove begivenheder fra året - og der sniger sig også flere elementer ind fra lokalområdet.

- Vi er amatører, og det er kun for sjov. Vi er ikke forpligtet ud over evne, så hvis vi glemmer noget eller laver fejl, så er det helt ok.

Torsdag slog de deltagerrekord med 4000 gæster mod sidste års 3500. Fredag kom 8500 gæster forbi for blandt andet at høre musikeren Gobs. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Rekordoverskud

Sidste år slog Kimbrerfesten rekord. De otte foreninger bag kunne nemlig dele 652.000 kroner.

Men sådan har det ikke altid været. For før coronapandemien trak tænder ud på alle sociale begivenheder, valgte folkene bag at flytte Kimbrerfesten ud af midtbyen.

Og det havde nær kostet byfesten livet. For der var ikke ligeså stor opbakning til festen udenfor byen, fortæller Allan Mølgaard, der er medlem af Kimbrerfestkomiteen.

Flere aktiviteter under Kimbrerfesten kunne meldes udsolgt allerede før festen gik i gang. Det var blandt andet modeshowet om torsdagen, revymiddagen og stegt flæsk spisning. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Efter coronapandemien valgte bestyrelsen at genoptage byfesten i anlægget i Aars, og pludselig kom opbakningen tilbage.

- Vi lavede lidt nytænkning og fik nogle friske kræfter til, og så beholdt vi de gamle dyder, men med et twist af noget nyt, og det må man sige, der er lykkedes, siger Martin Dahl, der er formand for Kimbrerfestkomiteen.

Allerede nu er der forventninger om at overgå sidste års besøgstal på 17.000 gæster. Ifølge Martin Dahl kvitterer gæsterne for den gammeldags måde at holde byfest på, med stegt flæsk, revy, billigere priser i baren, strip, gule ærter og optog.

- Nogle siger, det måske ikke hører tiden til mere, men vi mener, vi har succes med det hele, så vi er lidt gammeldags på nogle punkter, og det holder vi ved, siger Martin Dahl.

Kan ikke undvære overskud

Også foreningerne bag er glade for, at der atter er stor opbakning til Kimbrerfesten. For overskuddet luner i foreningskasserne.

- Det er et godt tilskud til de unge. For så er der en masse materiale og gode timer, vi kan give til børnene og de unge, på baggrund af det, vi tjener hernede, siger formand for Aars Idrætsklub, Per Mølgaard.

Selvom der ifølge Per Mølgaard, formand for Aars Idrætsklub, var stor opbakning fra klubbens medlemmer, så har de de senere år haft svært ved at finde frivillige, og de må derfor finde alternative metoder. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Hos Aars Tennisklub er pengene fra sidste års Kimbrerfest gået til en ny padelbane.

- Så slap vi for at søge fonde, så det er vi glade for, siger formand for Aars Tennisklub, Jesper Kristensen.

Foreningerne bag skal til gengæld hjælpe ved at skaffe frivillige hænder - og ifølge de to formænd, er det ikke pengene, der er det vigtigste. Det er at skabe en god fest.

- Vi vil da helst heller ikke undvære pengene, for så skulle vi ud og banke på døre og spørge det lokale erhvervsliv, så de er vigtige, men det er vigtigst at skabe en god fest, siger Per Mølgaard.

Jesper Kristensen (t.h) er formand for Aars Tennisklub, og en af dem, der både skal skaffe frivillige til byfesten, og selv være en. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

- Svært ikke at smile

Kimbrerfestkomiteen har også allerede armene over hovedet, selvom dette års overskud ikke er opgjort endnu. For allerede på førstedagen, torsdag, kom flere mennesker forbi end hidtil. Og vejret spiller en kæmpe rolle, siger formanden.

- Det er svært ikke at smile, siger Martin Dahl.

Revyskuespillerinden Pia Havbro glæder sig da også over, at hun kan se frem til at spille revy i revyteltet mange år endnu.

- Jeg er så glad for, der var nogle stærke folk bag, der ikke ville lade den her byfest dø, siger hun.

Herning Tivolipark er at finde til byfesten. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Kimbrerfesten fortsætter søndag, hvor blandt andet børnehittet Onkel Reje kommer og optræder.


Foto:

Fredag blev der indgået budgetforlig i Jammerbugt Kommune imellem 21 medlemmer i kommunalbestyrelsen. Herunder Dansk Folkeparti, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet.

- Vi har i Jammerbugt kommune en tradition for brede budgetforlig, hvilket vi fortsætter med i dette års budgetaftale, lyder det fra borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Christen Gade.

Budgetlægningen har ifølge borgmesteren været udfordrende, og det har været nødvendigt at træffe svære beslutninger. Allerede i juni måned blev der vedtaget reduktioner i budgettet for budget 2024 og budget 2025.

- I budgetprocessen har vi haft fokus på at sikre et solidt budget, og det er igen lykkedes os at prioritere de store serviceområder på trods af et stramt udgangspunkt, konstaterer borgmesteren.

Derfor er det også lykkedes at afsætte midler til at sikre den demografiske udvikling både i forhold til børnepasning, skole og seniorområdet.

På beskæftigelsesområdet ses der fortsat store stigninger i udgifterne til især seniorpension og førtidspension. For at imødekomme disse stigninger i udgifter er der i 2025 afsat samlet 33,2 millioner kroner til området, mens der er afsat 22,4 millioner kroner til ældreområdet.

Derudover oplyser borgmesteren, at der investeres bredt i Jammerbugt Kommune med både store og små investeringer. Der er blandt andet afsat midler i 2025 til Masterplan i Brovst samt Tandklinik ved Sundhedshuset i Brovst. Samtidig afsættes der flere penge i 2025 til asfalt og bygningsvedligeholdelse.

I budgettet for 2026 afsættes der desuden penge til investering i Nr. Halne skole, cykelsti ved Kvorupvej i Pandrup samt cykelsti til Biersted.

 Og så vil Jammerbugt Kommune fortsætte den grønne omstilling ved at udskifte den resterende del af kommunens gadelamper til LED-belysning i løbet af 2025.

Budgettet godkendes endeligt, når Kommunalbestyrelsen 2. behandler det den 11. oktober 2024.


Foto: Aalborg Lufthavn

Raser over kommunal støtte til lufthavn: Frygter det går udover forbrugerne

Preben Bang Henriksen (V) planlægger endnu en gang at tage sagen med til transportministeren.

- Jeg er temmelig rystet over det her.

Sådan lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V).

Han raser over, at Aarhus Lufthavn gennem de seneste 10 år har fået tilført flere hundrede millioner kroner i kommunal støtte, for at lufthavnen kunne holde sig på vingerne – men det er en ulige konkurrencesituation ifølge folketingspolitikeren.

- Mange, mange, mange millioner går til Aarhus Lufthavn og ingenting til Aalborg Lufthavn. Det skaber en skævvridning i konkurrencen, det er klart, konstaterer han.

Også bestyrelsesformand i Aalborg Lufthavn, Thomas Kastrup-Larsen, mener, at de store milliontilskud fra ejerkommunerne i Østjylland er med til at skabe en uholdbar konkurrencesituation hos de jyske lufthavne.

- De bruger pengene til blandt andet at give til flyselskaber og på andre måder rykke hele konkurrencebilledet, så vi i den anden ende skal betale mere til flyselskaberne for at få dem til at lave ruter hos os. Så de laver en forrykning af hele konkurrencebilledet i Jylland, og det rammer både Aalborg og Billund Lufthavn, forklarer han.

Aalborg Kommune fortæller til Transportministeriet, at de ikke har givet tilskud til Aalborg Lufthavn siden 2016. Den nordjyske lufthavn lever altså helt og aldeles for egne tjente penge – modsat Aarhus Lufthavn, der de seneste 10 år ifølge Thomas Kastrup-Larsen har fået hele 591 millioner kroner i kommunale tilskud.

Behov for et kig på reglerne

Både Aalborg Lufthavn og Preben Bang Henriksen frygter, at den såkaldte konkurrenceskævvridning i sidste ende kommer til at gå ud over forbrugernes pengepung, og derfor har de begge et klart håb.

 - Nu ved jeg, de havde et stort underskud sidste år, og de kommer også til at få et stort underskud i år, men så må de jo rette forretningen op og drive den på nogle bæredygtige vilkår, i stedet for at den offentlige kasse skal finansiere dem, det ser vi i Aalborg Lufthavn meget gerne ske, påpeger Thomas Kastrup-Larsen.

Preben Bang Henriksen planlægger endnu en gang at tage sagen med til transportministeren, ligesom han også opfordrer Aalborg Lufthavn til at søge juridisk afklaring på, hvorvidt den offentlige støtte er i overensstemmelse med EU-reglerne for den frie konkurrence.

- Jeg synes ærligt talt, at det her virker som et eksempel på det stik modsatte af fri konkurrence, siger politikeren.

Et konkurrencebaseret samfund

Bestyrelsesformand Thomas Kastrup-Larsen kan glæde sig over, at Aalborg Lufthavn netop har haft sin bedste august måned i seks år målt på antallet af passagerer – her kom flere end 133.000 gæster gennem dørene i den nordjyske lufthavn.

Helt så succesfuldt går det ikke i Aarhus Lufthavn, og derfor har der gennem årene været behov for økonomisk hjælp fra både ejerkommunerne – Aarhus, Norddjurs og Syddjurs – og fra private.

- Jeg ser Aarhus Lufthavn som sådan en businesscase, der er baseret på håb og politiske ambitioner og meget lidt på konkret forretning - og det synes jeg, de skal få rettet op på og konkurrere på lige kommercielle vilkår med os andre, pointerer Thomas Kastrup-Larsen.

Preben Bang Henriksen forstår ikke, hvorfor Aarhus Lufthavn gang på gang kan hjælpes med kommunale midler.

- Hvis de er nødt til at lukke, så er det jo altså ikke vores skyld. Vi lever i et samfund, der er konkurrencebaseret, og det er nu en gang rimelig sundt, at alt ikke styres af staten, så Aarhus Lufthavn må jo indrette sig derefter og foretage de besparelser, de kan, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem.

TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra transportminister Thomas Danielsen (V).


Foto: Pia Egeberg, TV2 Nord

Se billederne: Brandmænd fra hele verden indtager nordjysk by

For første gang nogensinde udspiller brandmændenes OL, World Firefighters Games, sig på dansk grund. Begivenheden blev skudt i gang lørdag i Aalborg, og derfor var byens gader fyldt med brandmænd fra hele verden, da den officielle åbningsceremoni blev afholdt.

Over den næste uge vil brandmændene dyste i over 50 discipliner. De varierer fra udbredte idrætsgrene som badminton, atletik og golf til mere eksotiske discipliner som kast med hestesko og svømning med finne. Så vil der desuden også være discipliner, der tager udgangspunkt i jobbet som brandmand.

- Jeg tror, forventningen er at se en hel masse sjove sportsgrene og få noget socialt samvær med en hel masse brandfolk fra alle mulige nationer og få nogle kontakter rundt omkring i verden, lyder det fra Dennis Møller Hovn, der er en af de dansk deltagende brandmænd.

Oprindeligt skulle Aalborg have været vært for World Firefighters Games i 2020, men corona-pandemien betød først en udsættelse til 2021 og sidenhen endnu en til 2024.

- Det er fuldstændig fantastisk, for vi har ventet seks år på det. Vi har gjort en stor indsats for at komme her, og vi er meget taknemmelige for at være her, og for at Aalborg vil afholde konkurrencen her. Vi har taget en hel del med hertil fra New Zealand, lyder det fra Britt Reed, der også deltager.

Omkring 1.500 deltagere og pårørende deltager. Hong Kong, Sverige, England, Tyskland, Polen og Holland har flest deltagere.

Se billeder herunder:

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Foto: Pia Egeberg, TV2 Nord

Aalborg Universitet om kemieksplosion: - Vi er dybt berørt

Fire personer er lørdag kommet til skade efter en eksplosion ved et af Aalborg Universitets kemishow på Tønder Bibliotek.

Her er en 22-årig mand kom svært til skade, og er blev bragt til behandling på sygehuset. Han er dog uden for livsfare.

Derudover er tre børn kommet lettere til skade. De to af børnene er kørt til behandling på sygehus, mens det tredje barn havde mindre skader, der ikke var behandlingskrævende.

I alt var 40 personer til stede, og forældre til alle tilskadekomne børn er underrettet ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi.

Institutleder for kemi- og biovidenskab, Kim Lambertsen Larsen, skriver i en SMS til TV2 Nord, at to kemishowkoordinatorer er på vej til Tønder for at tale med de studerende.

- Vi er selvfølgelig dybt berørte af det, som er sket.

- Vi vil gerne levere viden om naturvidenskab på en let tilgængelig måde, men ingen skal komme til skade, når studerende fra Aalborg Universitet har kemishows, lyder det fra institutlederen.

Han oplyser desuden, at man er ved at danne sig et overblik over, hvad der præcis er sket.