Eftersøgning i gang - filippinsk mand meldes savnet til søs
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Tankskibet, hvor manden arbejder, befinder sig nær Skagen.
En person er tirsdag meldt savnet til søs i farvandet omkring Skagen. Det fortæller Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord.
Der er tale om en filippinsk mand, som sidst er set mandag klokken 17:30 på tankskibet, hvor han arbejder.
- Manden skulle møde på arbejde klokken 8, men han dukkede aldrig op, og efterfølgende kunne personalet på tankskibet ikke finde ham. Derfor blev der kaldt en mayday (internationalt radiotelefonisk nødsignal, red.) over radioen i formiddags, og derefter har vi sendt to redningshelikoptere i luften samt to skibe, siger Claus Elberth, major og vagthavende officer hos Forsvarets Operationscenter.
Vagtchefen fortæller, at det formodes, at manden er faldet over bord. Tankskibet, der hedder Eagle Brasilia og er fra Singapore, skulle sejle fra Libyen til Kalundborg.
I overhængende livsfare
Lige nu er turen dog sat på standby, mens eftersøgningen finder sted. Forsvarets Operationscenter fik sendt både fra henholdsvis Aalborg og Skødstrup mod området nær Skagen.
- Ud fra strøm og vindforhold forsøger de at lede de steder, hvor manden kunne være faldet over bord, og i den forbindelse prøver de også at regne tilbage i tiden, siger Claus Elberth, inden han gør det klart, at det vurderes, at manden er i overhængende livsfare.
Det er skibene Triton og Freja, der er indsat.
TV2 Nord har også talt med den vagthavende for Skagen Redningsstation. Han fortæller, at de har sendt en båd med fire mand ud for at lede efter manden, som givetvis er faldet over bord.
Redningsbåden sejlede klokken 12:11 14 kilometer nordvest fra Grenen.
Det er uvist, hvilket tøj manden havde på, da han forsvandt.