Beboere sparer 19.000 kroner om året på varmeregningen: Derfor sker det
Foto: Brønderslev Forsyning
Der er ikke langt fra tanke til handling. Det har de bevist i Brønderslev.
Øster Brønderslev Fjernvarme Amba og Brønderslev Varme er blevet lagt sammen. Det betyder, at førstnævntes 350 fjernvarmeforbrugere per den 1. december får en markant billigere varmeregning.
- Der har været 100% opbakning fra forbrugerne i Øster Brønderslev til sammenlægningen, da de høje gaspriser har været ved at slå bunden ud af privatøkonomien hos mange, siger Jan Jæger, der er formand for Amba.
Fra på torsdag er det planen, at fjernvarmen bliver leveret fra Brønderslev Varmes biomassefyrede anlæg i stedet for det naturgasbaserede anlæg i Øster Brønderslev.
Hurtig eksekvering
Beslutningen om sammenlægningen af de to værker blev taget i juli måned, og derefter begyndte projektfolkene at bestille de nødvendige rør og få projektet tilrettelagt.
- Med færdiggørelse mindre end fem måneder senere, kan vi konstatere, at alle involverede, herunder ikke mindst de håndværkere og entreprenører, der under dårlige vejrforhold har udført det praktiske arbejde, har ydet en kraftpræstation ud over det sædvanlige.
- Det er virkelig imponerende gjort, og uden denne ekstraordinære indsats havde projektet først været klart en gang i det nye år, siger Lasse Riisgaard, der er formand for Brønderslev Varme.
Årlig besparelse
De 350 husstande, der bliver en del af Brønderslev Varme, gør, at varmeværket vil have omkring 5.300 forbrugere under sig.
- Ved at få 350 nye forbrugere med ind i fællesskabet står vi sammen meget bedre rustet til hele tiden at følge udviklingen og holde produktionsapparatet skarpt i forhold til de skiftende tider, siger Lasse Riisgaard.
Udregningerne viser, at et gennemsnitligt hus i Øster Brønderslev på 130 kvadratmeter vil få en årlig besparelse på omkring 19.000 kroner.