Bæveren er kommet til Nationalpark Thy
Foto: Anders Ekstrøm
Dæmninger, fældede træer og et fint lille bæverbo er de synlige beviser på, at beværen har slået sig ned i Nationalpark Thy.
Efter næsten 20 år syd for Limfjorden har bæveren fundet vej til Nationalpark Thy.
For første gang nogensinde er bæveren blevet fundet i Nationalpark Thy. Det sker næsten 20 år efter, at bæveren blev sat ud ved Klosterheden syd for Limfjorden. Men nu er der altså beviser på, at bæveren har fundet vej til Nationalpark Thy. Det skriver nationalparken i en pressemeddelelse.
Der er nemlig fundet dæmninger, fældede træer og endda et fint lille bæverbo i området. Og det kan også tyde på, at en familieforøgelse er på vej. Og det skaber glæde hos naturprojektleder Anna Gudrun Worm i Nationalpark Thy.
- Bæveren er en økologisk nøgleart og en rigtig lille landskabsingeniør. Den fælder træer og ændrer vandløb i et væk, og det skaber en naturlig dynamik og variation i naturen til gavn for andre dyr og planter, udtaler Anna Gudrun Worm i pressemeddelelsen.
Allerede i 2015 blev en bæver set nord for Limfjorden, og den flyttede ind på golfbanen i Han Herred. Den nåede dog aldrig at stifte familie, da den blev kørt ned af en bil.
Foretrækker vand
Bæveren foretrækker at bo tæt ved forholdsvist dybt vand, da den både gemmer sit vinterforråd under vand og oftest har sin indgang til boet dækket af vand. De pelsede dyr er langsomme på land, men de er både elegante og hurtige i vand.
- I Klosterheden har nogle lodsejere følt sig generet af bæveren, fordi den har fældet deres træer. Men jeg tror ikke, at lodsejere her i Nationalpark Thy har noget at være bekymrede for. Vi har masser af plads til bæveren, og den krav til bosted gør det begrænset for, hvor mange steder den kan bosætte sig, udtaler Anna Gudrun Worm.
Indtil videre er bæveren kun set ét sted i nationalparken, og naturprojektlederen opfordrer derfor borgere til ikke at gå alt for meget på udkig efter den, da den har brug for ro omkring sig.
- Bæveren er meget følsom for forstyrrelse omkring dens bo. Derfor skal man lade den være i fred og ikke tage på bævertur, indtil den forhåbentligt har dannet sig en stærk familie, udtaler Anna Gudrun Worm.
Tilbage i 2015 havde en bæver slået sig ned på Jammerbugt Golfbane. Det kan du se mere om i indslaget herunder.