Amalie har altid svømmet: - Man bliver ét med vandet
Foto: Privatfotos
Amalie Vinther har altid været glad for det våde element.
Amalie Vinther har ventet i fem år på at hoppe i vandet i Tokyo. Nu er den thyboen klar til at svømme om medaljer.
Rettelse: Paralympiske Lege 2021
TV2 Nord har stillet de danske PL-deltagere med nordjysk tilknytning de samme 10 spørgsmål, så vi kan lære dem lidt bedre at kende, inden vi sætter os foran skærmen og hepper på dem. Spørgsmålene handler både om deres sport og hvem de er som mennesker.
1. Hvor er du vokset op?
- Jeg er vokset op i Thisted.
2. Hvem består din nærmeste familie af?
- Min nærmeste familie er min mor, far og storesøster, som også har været elitesvømmer.
3. Hvad består dit handicap af, og hvordan fik du det?
- Jeg har cerebral parese, som er spasticitet i højre side af kroppen – jeg er født tre måneder for tidligt. Iltmangel ved fødsel gjorde, at jeg fik CP.
4. Hvornår begyndte du på din sport?
- Har altid svømmet, fordi det var godt for mig og mit handicap. Men begyndte på internationalt niveau, da jeg var 12-13 år.
5. Hvorfor er din sportsgren så fed at dyrke?
- Fordi man bruger hele kroppen. Jeg mærker ikke mit handicap på samme måde, når jeg er i vandet. Man bliver ét med vandet, det er så fredfyldt og terapeutisk de sekunder, man rammer vandet, og når man er under vandet.
6. Hvem udover dig selv har størst andel i, at du er nået så langt med din sport som du er?
- Det har min familie. Min søster, mor og far er en kæmpe støtte og hjælp. Uden dem stod jeg ikke her i dag!! Vil også sige min træner, som har fulgt mig gennem næsten hele min karriere.
BLÅ BOG
Navn: Amalie Østergaard Vinther.
Alder: 25 år.
Klub: Aarhus Swim (tidl. Thisted Svømmeklub).
Meritter: 5. plads ved PL i 2016.
Sociale medier: Amalie Vinther har p.t. 451 følgere på Instagram (@amalievinther95).
Deltager i:
Lørdag 28/8: 200 meter individuel medley. Indledende runde kl. 4.53 eller 4.59, evt. finale kl. 11.48.
Tirsdag 31/8: 400 meter fri. Finale kl. 10.10.
Onsdag 1/9: 100 meter bryst: Indledende runde kl. 09.00 eller 09.04, evt. finale kl. 10.07. 50 meter fri: Indledende runde kl. 03.38 eller 03.41-, evt. finale kl. 12.36.
Svømmekonkurrencerne kan ses på DR2.
Bonusinfo: Under coronanedlukningen har Amalie Vinther været afskåret fra at træne i svømmehal. Derfor købte hun en våddragt og trænede i Limfjorden. Hun har p.t. orlov fra pædagogstudiet.
7. Hvad er dit yndlingssted i Nordjylland og hvorfor?
- Mit yndlingssted er Thy. Det er fantastisk at være i naturen. Mit barndomshjem er tæt på Limfjorden og Vesterhavet. Roen og luften er skøn, og der kan man koble helt af.
8. Hvad laver du helst, når du ikke dyrker din sport?
- Er sammen med min kæreste, venner og familie. Er et rigtigt familiemenneske.
9. Hvad har været det bedste og det værste ved corona-epidemien?
- Det værste var, at ens planlægning og træning blev fucket helt op. Alt blev aflyst, og alt var uvist. Man vidste ikke, hvornår tingene åbnede, og hvornår man kunne træne og konkurrere igen. Uvisheden om Paralympiske Lege var også svær at håndtere.
- Det bedste var, at man fik trænet alternativt og har fået nogle andre tilgange til træning og konkurrencesituationer. Jeg tog en dag ad gangen, levede i nuet og lod dagen gå sin gang. Ikke at bekymre sig for noget, man ikke kunne gøre noget ved. Vi alle var i samme båd. PL blev udsat og ikke aflyst heldigvis. Da den nyhed kom, var målet klar og et år mere med PL-forberedelser begyndte.
10. Hvis du kunne forbedre verden på ét punkt, hvad ville det så være?
- Alt krig og had skulle udryddes.