Afgift straffer affaldsansvarlige havne
Affald i verdenshavene - og ikke mindst afskaffelse af affaldet er et stort problem for flere aktører. Kommuner og havne bruger i forvejen penge på at indsamle og skaffe sig af med bunkevis af affald. Oveni kommer en affaldsafgift til staten. Danske Havne mener, det er at straffe dem, der gør en indsats for at værne om miljøet.
De danske havne straffes med afgift, når fiskerne rydder op i havet. Danske Havne vil have loven lavet om.
Kommuner og havne bruger i forvejen penge på at indsamle og skaffe sig af med bunkevis af affald. Oveni kommer en affaldsafgift til staten. Danske Havne mener, det er at straffe dem, der gør en indsats for at værne om miljøet.
Når fiskerne i eksempelvis Hanstholm kommer i land, er der sjældent kun fisk i nettet. Ofte hiver de store mængder affald med fra havene - til havnen.
- Det losser vi jo så af på havnen, og så kommer havnen og tager det, og så kommer den der afgift, men det mærker vi jo ikke noget til, siger Ken Drachmann, der er skipper på fiskebåden Flipper.
Afgiften er den såkaldte affaldsafgift, som havnen skal betale til staten, når de mange tons affald skal fjernes fra havnen.
- Hvis vi gerne vil have et renere hav og renere strande, så kunne man passende starte med at fjerne den her afgift, siger Nete Herskind, der er sekretariatsleder i Danske Havne.
Alene i affaldsafgift koster det 475 kroner pr. ton affald, der skal fjernes.
Havne og kommuner udfører et oprydningsarbejde til gavn for landets natur. Som tak for hjælpen bliver de pålagt at betale en afgift for at komme af med affaldet. Det vil Danske Havne gerne have lavet om på.
- Det handler meget om de principielle i, at man gerne vil have ændret en adfærd, nemlig at vi ikke dumper i havet, men samtidig vil staten ikke bidrage med sin lille del af oprensningen, siger Nete Herskind.
Fiskerne på havnen i Hirtshals er ikke selv direkte påvirket af affaldsafgiften, men derfor kan man alligevel godt have en holdning til den.
- Det er jo bare sådan, at der er afgift på alt. Lige så længe de kan suge en krone ud af almindelige skatteborgere, så gør det det, siger fiskeskipper Ken Drachmann.