Stormen Helga: Togene holder stille i morgen
Foto: Michael Schmidt Thomsen
BaneDanmark har besluttet at lade togene holde stille på strækningen Aalborg - Frederikshavn på grund af den varslede storm "Helga".
De nordjyske togpendlere skal væbne sig med tålmodighed fredag morgen.
Banedanmark fortæller, at togene i Nordjylland holder stille fredag formiddag på grund af stormen Helga.
Det er togene på strækningen mellem Aalborg og Frederikshavn, der tages ud af drift mellem klokken 7 og 13 fredag. Banedanmark oplyser, at de forventer, at DSB sætter busser ind i stedet for togene. Men det afhænger af, om politiet forbyder al unødig udkørsel, i så fald forventes busserne ikke at køre.
-Vi har en beredskabsplan, der har ført til, at vi har taget denne drastiske beslutning, fortæller René Hestbæk, områdechef for trafikal drift.
Til alle dem, der forventer at benytte togene på strækningen, er Banedanmarks budskab:
-Man skal lytte til medierne, følge med i tv og radio og tjekke på rejseplanen, for at få seneste nyt, siger René Hestbæk
Grunden til at strækningen, der lukkes, er helt ned til Aalborg, er fordi Banedanmark gerne vil lave en bufferzone. Banedanmark oplyser, at de ikke ændrer beslutningen om at tage togene ud af drift.
Men strækningen mellem Frederikshavn og Skagen, er ikke en del af Banedanmarks net, men derimod Nordjyske Jernbaner. Her har man en mere afslappet holdning på nuværende tidspunkt.
-Vi synes, det er lidt tidligt at aflyst. Vi kører en normal plan i morgen, og det kan være, det bliver med nedsat hastighed. Vi vil hellere have, at vores kunder kan komme lidt senere frem. Men lad os nu se på det, siger Peter Hvilshøj, administrende direktør i Nordjyske Jernbaner.
Nordjyske jernbaner har strækningen mellem Frederikshavn og Skagen og mellem Hjørring og Hirtshals.
- Vi har de bedste erfaringer, og så kigger vi lidt op på. Det er klart, vi ikke kører, hvis det er farligt, men nu tager vi bestik af situationen, siger Peter Hvilshøj.