Total borer snart igen i Dybvad
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det franske energiselskab Total fortæller torsdag, at de har droppet deres søgen efter skifergas på Sjælland. Til gengæld bliver boringen i Dybvad snart genoptaget.
Det er nu sikkert, at et muligt dansk skifergaseventyr kommer til at foregå i Nordjylland. Torsdag har det franske energiselskab Total nemlig valgt at opgive den tilladelse, de havde til at søge efter skifergas på Sjælland.
- Total har tilbageleveret den tilladelse, de har, til at bore efter skifergas på Sjælland. Det betyder, at de folk, der har været bekymrede, kan ånde lettet op, siger klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (Radikale Venstre) til Politiken.
Total har vurderet, at der sandsynligvis ikke er gas nok i den sjællandske undergrund til, at det kan betale sig at udvinde den. Derfor begynder de ikke at bore i Nordsjælland.
- Grunden er, at vores undersøgelser har vist, at skiferlagene viste sig at være meget tynde i Nordsjælland. Det var ikke engang interessant at tage det næste skridt, som ville have været at foretage en seismisk undersøgelse, siger Henrik Nicolaisen, projektkoordinator i Total, til Politiken.
Ændrer det her ved jeres planer i Nordjylland?
- Nej, det gør det ikke. Vi regner med at komme i gang med boringen igen hen over weekenden. Vi er ved at lave boremudder, efter at vi fik godkendt to nye kemikalier til det tidligere på ugen.