Det begyndte på et gadehjørne i Skagen – nu spiller Dorthe Gerlach på hovedscenen
Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord
Sanger og sangskriver Dorthe Gerlach er et af hovednavnene på Skagen Festival.
Det er helt specielt for Dorthe Gerlach at spille koncert på Skagen Festival. Som efterskoleelev begyndte hun sin musikalske karriere som gadesanger i netop Skagen.
- Det var lige præcis der, vi plejede at stå, fortæller sangerinden Dorthe Gerlach og peger på pladsen ud for Skagen Fiskerestaurant.
Hun er på en nostalgisk gåtur langs havnen i Skagen med TV2 Nord. Samme sted, hvor hun som efterskoleelev for mange år siden stod med sin veninde Tine og spillede på et gadehjørne i Danmarks nordligste by.
- Vi havde et par uger, hvor vi spillede i Skagen. Det var første gang, jeg oplevede, at jeg kan stille mig op og synge, og folk smider penge i guitarkassen, fortæller Dorthe Gerlach.
Herunder kan du se interviewet med Dorthe Gerlach:
Sommeren i Skagen blev skelsættende for sangerinden, der efterfølgende har valgt et liv i musikkens tegn. Nu er det ikke længere gadehjørnet, hun spiller på. I stedet skal hun fredag spille på scenen ved Skagen Kultur- og Fritidscenter til Skagen Festival.
- På en eller anden måde er der en bid af den pige, der stod og sang, som stadig er med mig, og jeg tror, at hun ville have synes, at det var meget sjovt, at jeg nu står på den store scene med kæmpe anlæg og det hele, siger Dorthe Gerlach.
En rejse med musikken
Det er ikke første gang, Dorthe Gerlach skal spille på Skagen Festival, men det er første gang, hun skal spille alene. Tidligere har hun spillet som en del af duoen Hush, men denne gang er det solo.
Hun håber, at folk fornemmer hende og hendes historie gennem sangene, for der er sket meget i Dorthe Gerlachs liv de seneste år:
- Jeg blev mor for to år siden og flyttede ud af København, hvor jeg havde været i 20 år, så livet har et andet udgangspunkt nu. Jeg får mulighed for at opleve alt på ny med den lilles øjne. Det er ret magisk.
Når hun kigger tilbage på rejsen fra det første musikalske møde med Skagen som efterskoleelev og til nu, kan Dorthe Gerlach se, at hun har opnået det, hun drømte om som ung. Men, siger hun, rejsen er vigtigere end målet:
- Drømmen er gået i opfyldelse, men det er jo ikke en målstreg, jeg skal nå forbi for at lande. Egentlig er det stadigvæk en glæde ved at være på rejse med musikken. Den kan bringe mig alle mulige steder hen, og den kan bringe mig tilbage til Skagen, som jeg elsker.
Dorthe Gerlach spiller klokken 19.30 i Skagen Kultur- og Fritidscenter.
TV2 NORD SENDER LIVE
TV2 Nord sender live fra både Nibe Festival og Skagen Festival fredag den 1. juli.
Du kan se det live fra klokken 21.15 på TV2nord.dk, Salto og Facebook.