Kronprins Frederik fejrer 50-års fødselsdag med løb i Aalborg
Foto: Pressefoto
Når Kronprins Frederik næste år fylder 50 år markerer han det med et løb i landets fem største byer. Han kommer dermed også til Aalborg hvor alle, der har lyst, kan løbe med Kronprinsen.
Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik fylder i dag - fredag - 49 år. Kongerigets kommende regent kan således se tilbage på sit liv, som det er gået indtil nu med uddannelse på både Aarhus Universitet og i Forsvaret, et bryllup med Kronprinsesse Mary og udvidelsen af familien med de fire prinser og prinsesser.
Men han ser også fremad, og skuer allerede nu mod næste år hvor fødselsdagen er rund - kronprinsen bliver 50 år.
Det markerer han den 21. maj - fem dage før den runde dag - med løbet Royal Run, der folder sig ud i landets fem største byer, og altså dermed også i Aalborg, hvor Kronprinsen starter dagen.
Royal Run vil i alle fem byer bestå af to løbedistancer: En distance på 1,609 kilometer - det er længden på en amerikansk mile og en på 10 kilometer. I Aalborg vil Kronprinsen løbe den ene mil, og alle der har lyst, kan løbe sammen med Kronprins Frederik, der efter turen i Aalborg sætter kurs mod Aarhus, Esbjerg, Odense og til sidst hjembyen København.
Royal Run er blevet til efter ønske fra Kronprinsen selv, der med løbet ønsker at komme tættere på danskerne med løb og bevægelse som omdrejningspunktet for dagen.
- Når jeg næste år fylder 50, vil jeg blandt andet fejre dagen med et løb, hvor hele Danmark kan være med. Jeg har altid holdt meget af sport og fysisk aktivitet, og ikke mindst løb. Det giver glæde, velvære og energi. Royal Run skal være et løb, der henvender sig til de erfarne løbere, men i lige så høj grad til dem, der binder løbeskoene for første gang, og alle er velkomne uanset alder. Jeg håber, at rigtigt mange vil deltage i Royal Run til næste år, når vi skal løbe sammen igennem fem af Danmarks smukke byer, fortæller Kronprinsen.
Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), deltager selv på ruten. Og han er sikker på, at Kronprinsen nok skal blive fejret på sin løbetur i Aalborg.
- Når deltagerne snører løbeskoene til Royal Run, kommer de til at løbe langs Aalborgs flotte havnefront og andre smukke områder. Det giver løberne en helt særlig løbeoplevelse gennem byen, og der er mange, der vil bidrage til, at løbet bliver en kæmpe stor oplevelse ved at lave mange forskellige aktiviteter langs ruten. Jeg kan garantere for, at hver eneste deltager vil få en fantastisk løbetur, og jeg glæder mig meget til selv at deltage. I Aalborg er vi altid klar til at tage imod gæster fra Kongehuset, og vi vil gøre alt for, at besøget bliver festligt for fødselaren, for deltagerne og for borgerne i Aalborg, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
Løbet arrangeres i et samarbejde mellem DIF, DGI, Dansk Atletik Forbund og de lokale foreninger, der står for planlægning og afvikling af de enkelte løb. TV 2 er mediepartner på Royal Run.
- Vi er meget glade for, at bevægelse kommer til at være omdrejningspunktet for den folkelige fejring af Kronprinsens 50 års fødselsdag. I DIF og DGI har vi et mål om at få verdens mest aktive befolkning gennem vores fælles vision ”Bevæg dig for livet”, fortæller Niels Nygaard, der er formand for Danmarks Idrætsforbund.
- Med en så stor kongelig løbefest er jeg sikker på, at vi både kan få sat gang i en stor folkelig fest og bevægelse i hele landet. Med de to distancer kan alle være med, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at arrangere en festlig dag i samarbejde med Dansk Atletik Forbund og de fem byer. Planlægningen er i fuld gang, fortsætter han.