Unge rejser fra hele landet for at deltage i Masterclass på TV2 Nord
Foto: Caroline Brusholt / TV2 Nord
I denne uge har TV2 Nord budt velkommen til 16 erhvervspraktikanter, der er startet i mediehusets Masterclass-forløb.
De 16 unge kommer fra hele Danmark, og flere har rejst langt, blandt andet fra byer som Rødovre og Aabenraa.
I løbet af ugen får erhvervspraktikanterne mulighed for at lave nordjyske nyheder. De skal blandt andet ud i felten med TV2 Nord-mikrofoner, interviewe lokale, optage og klippe deres egne indslag, som kulminerer i en præsentation i nyhedsstudiet sidst på ugen.
Rosa Kiib Christensen fra Rødovre er en af de unge, der har rejst langt for at deltage og har set frem til at komme i praktik på TV2 Nord.
- Jeg så TV2 Nords TikTok-video, hvor jeg lynhurtigt blev fanget og inspireret til at komme i praktik på TV2 Nord. Jeg så det som en god mulighed for at lære meget, og der er ingen andre i landet, der tilbyder en lignende erhvervspraktik, fortæller Rosa Kiib Christensen.
En anden, der også har taget turen til Aabybro, er Frida Smed Justesen fra Aabenraa.
- Jeg synes, at det har været spændende at få lov til at komme behind the scenes og få indblik i, hvordan nyheder formidles. Jeg er især vild med formidlingsdelen, tilføjer Frida Smed Justesen.
Chefredaktør Tino Pedersen udtrykker stor begejstring over den landsdækkende interesse.
- Vi kan med stolthed sige, at interessen for at komme i praktik på TV2 Nord ikke blot har været stor. Den har også været landsdækkende, uden tvivl takket være en fantastisk promotion-video, der røg på TikTok. Selvom interessen strækker sig over hele landet, er hovedparten af praktikanterne elever fra 8. og 9. klasse på nordjyske skoler, siger chefredaktør Tino Pedersen.
Du kan se TikTok-videoen lige her: https://www.tv2nord.dk/erhvervspraktik
TV2 Nord ser frem til at følge de 16 erhvervspraktikanters kreative arbejde og idéer gennem ugen.
NYT OM TV2 NORD
TV2 Nord ønsker at styrke dialogen med nordjyderne, øge forståelsen for den journalistik, som mediehuset laver, og gennem det synliggøre, hvordan TV2 Nord kan gøre en forskel for nordjyderne og for Nordjylland.
Derfor bringer TV2 Nord af og til nyheder fra egen verden. Det vil fremgå tydeligt af omtalen, når der er tale om, at TV2 Nord bringer nyheder om TV2 Nord.