Strejke fortsætter: Møde mellem parter endte uden resultat
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Regionernes forhandler Anders Kühnau og formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen taler med pressen umiddelbart efter orienteringsmøde mellem Danske Regioner og Dansk Sygeplejeråd om strejke, hos Danske Regioner i København onsdag den 11. august 2021.
Mødet var det første mellem de to parter siden konflikten begyndte.
Mødet mellem de to parter i den verserende sygeplejerskekonflikt endte uden en løsning på konflikten. Mødet blev afholdt i København, hvor Danske Regioners forhandler, Anders Kühnau og formand for Dansk Sygeplejeråd (DSR), Grete Christensen, deltog.
- Det var tydeligt på mødet, at begge parter har rigtig svært ved at se en forhandlet løsning. Vi skal jo have fundet en løsning, for sundhedsvæsenet kalder på det, fordi konflikten har store konsekvenser for patienter og borgere, udtaler Grete Christensen.
Det var første gang siden den godt syv uger lange strejke begyndte, at de to parter er mødtes. Et møde som DSR har efterspurgt i ugevis.
Appellerer til Christiansborg
Alligevel er Jytte Wester, der er kredsformand for DSR Nordjylland, ikke overrasket over, at parterne ikke kunne nærme sig hinanden.
- Vi strejker for mere i løn og Danske Regioner har meldt ud, at de ikke har nogen penge at forhandle om. Så det var jo nok det, vi kunne se ind i med det møde i dag, med mindre Danske Regioner havde flyttet sig, siger hun.
DSR har rettet henvendelse til politikerne på Christiansborg i håb om, at de vil afsætte flere penge til en lønstigning for sygeplejerskerne.
- Den ramme, der er afsat ved overenskomstforhandlingerne, er jo sat af politikerne. Så hvis den ramme skal være større, så er det også politikerne på Christiansborg, der må finde flere penge, siger Jytte Wester.
I Nordjylland er der lige knap 800 sygeplejersker der strejker.