Sjælesorg: Stor succes for online præster
Foto: Nicolai Linares / Ritzau Scanpix
4000 danskere har det seneste år benyttet sig af chat-tilbuddet om Sjælesorg på Nettet. Den store efterspørgsel betyder nu en mangel på frivillige.
Når livet gør ondt, kan det være en stor hjælp at tale med en udefra, som kan lytte og støtte. Det seneste år har 4000 danskere skrevet ind til det nyopstartede tilbud Sjælesorg på Nettet, hvor man på hjemmesiden sjælesorg.nu kan chatte med en præst om sine problemer.
Den store efterspørgsel betyder nu, at der er brug for frivillige - så alle kan blive hjulpet. Chatten har haft 3.954 henvendelser det første år, men de fem præster har måtte sige nej til de 1.386 af dem - på grund af tidspres.
Det skriver præsterne bag Sjælesorg på Nettet i en pressemeddelelse.
Derfor skal en gruppe frivillige præster nu være med til at løfte opgaven, så åbningstiden kan bluve udvidet, og alle henvendelser få svar:
- Vi er simpelthen blevet nødt til at have flere præster ved tasterne, så vi kan imødekomme dem, der logger på uden for den aktuelle åbningstid og da behovet er så stort, og vi ikke har kunnet ansætte os ud af det, engagerer vi nu et korps af frivillige, siger Pernille Hornum, der er leder af Sjælesorg på Nettet.
Planen er, at hjemmesiden sjælesorg.nu snart holder ekstra åbent søndag aften - ud over den faste åbningstid mandag til torsdag.
Sjælesorg på Nettet
- Landets ti folkekirkebiskopper står bag Sjælesorg på Nettet.
- Sitet blev lanceret 1. februar 2017.
- Sjælesorg på Nettet har fem ansatte fordelt på tre årsværk.
- Der er tale om et treårigt forsøgsprojekt med et samlet budget på 8,3 millioner kroner.
- Ud over chattjenesten rummer projektet en række reklamekampagner for sjælesorg. Første kampagne i efteråret 2017 rettede sig mod de 18-25 årige under sloganet "Du er ikke alene."
Kilde: Sjælesorg på Nettet