Psykiatrien vil nedbringe antallet af tvangsindlæggelser
Region Nordjylland står i spidsen for en ny landsdækkende indsats, hvor målet er at nedbringe antallet af tvangsindlæggelser i psykiatrien med 10 procent inden udgangen af september 2023.
Færre patienter skal fremover tvinges til at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det er målet, som en ny ekspertgruppe skal arbejde mod at nå.
Det er Region Nordjylland, der står i spidsen for den landsdækkende indsats, hvor målet er at nedbringe antallet af tvangsindlæggelser i psykiatrien med 10 procent inden udgangen af september 2023. Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
- Vi skal se på, hvordan man allerede i kommunen eller på bostedet i samarbejde med psykiatrien kan hjælpe en borger, så tvangsindlæggelse ikke er nødvendigt. Når vi i højere grad ser på tvang som et tværsektorielt problem, hvor vi sammen kan forebygge tvang på et tidligere tidspunkt og løfte mange af de initiativer, der allerede findes, og gøre dem til et fælles anliggende og ansvar, så kommer vi længere. Det lyder måske som en kliche, men vi er stærkere sammen, siger Tina Gram Larsen, der er lægefaglig direktør i Psykiatrien i Region Nordjylland og formand for den nye ekspertgruppe.
Større fokus på samarbejde
Der har i flere år været fokus på at mindske brugen af tvang i psykiatrien. Tidligere har der hovedsagelig været fokuseret på at nedbringe antallet af tilfælde, hvor der gøres brug af bæltefiksering, men fremover er det i særlig grad brugen af tvangsindlæggelser, der kommer i fokus.
På tværs af kommuner og regioner skal man nu samarbejde mere om at mindske brugen af tvang, end det tidligere har været tilfældet.
- Lovgivningen beskriver allerede nu, hvornår vi skal udarbejde udskrivnings- og koordinationsplaner, så det er egentlig ikke noget nyt. Nu vil vi så også anvende dem aktivt som et redskab til forebyggelse af tvang, Tina Gram Larsen.
- Jeg glæder mig meget til at komme rigtig i gang. Ekspertgruppen er fyldt med engagement og ildsjæle. Der er en enorm tro på, at det her kan hjælpe os videre og gøre en forskel i arbejdet på at mindske tvang i psykiatrien, siger hun.