Nyt parti i regionsrådet: Løsgænger melder sig ind i Nye Borgerlige
Foto: TV2/Nord
Tidligere DF’er og løsgænger Vivi Jensen har onsdag meldt sig ind i Nye Borgerlige, og dermed bliver partiet repræsenteret i byrådet i Hjørring og regionsrådet.
Tidligere DF'er og løsgænger Vivi Jensen melder sig ind i det nye parti "Nye Borgerlige". Hun er medlem af byrådet i Hjørring og i regionsrådet i Nordjylland.
Nye Borgerlige er stiftet i oktober i fjor og er et parti, der kombinerer en klassisk konservativ værdipolitik med en borgerlig økonomisk politik. De er også imod overstatslige aftaler, der begrænser det danske folkestyre.
- I Nye Borgerlige har jeg fundet det parti, som repræsenterer mine holdninger og værdier, siger Vivi Jensen.
Nye Borgerlige har præsenteret et program under overskriften Mindre Stat – mere menneske.
-Jeg mener, at staten fylder for meget i danskernes liv. Der er for mange snærende regler, der bliver formuleret langt væk fra borgerne. Skatten er for høj og alt for mange penge bliver spildt på unyttige projekter og bureaukrati, siger Vivi Jensen.
Hun kan også 100% identificere sig med den stramme udlændinge- og migrantpolitik, som Nye Borgerlige også står for.
- Folketinget er ved at køre Danmark ud over skrænten, fordi man ikke tør tage de nødvendige beslutninger og få stoppet tilstrømningen. EU-regler og konventioner skal ikke have lov at nedbryde Danmark ved at forbyde os at tage vare på vores eget land, siger Vivi Jensen.