Ny app gør det lettere at tage stilling til organdonation
Organisationen Organdonation – ja tak i Aalborg er glad for mulighederne, der er i den nye sundhedsapp.
Det bliver ikke kun lettere at medbringe sit sundhedskort med den nye app Sundhedskortet. Også stillingtagen for organdonation bliver muligt gennem appen.
Og det vækker begejstring hos patientforeningen Organdonation - ja tak:
- Det kunne være fedt, hvis det her var med til at få flere til at tage stilling, siger Lasse Heidelbach, stifter af patientforeningen Organdonation - ja tak.
Som det er i dag modtager alle over 15 år et donorkort sammen med deres fysiske sundhedskort, men gennem appen Sundhedskortet, vil man nu blive bedt om at tage stilling, når man første gang åbner den.
Kun en fjerdedel tager stilling
"Organdonation – ja tak" så gerne, at langt flere tog stilling til, om de vil donere deres organer. Kun 24 procent af danskerne over 15 år har i dag registreret sig i donorregisteret.
Og derfor håber Lasse Heidelbach, at Sundhedskort-appen vil hjælpe.
- Det er et skridt tættere på folk. Telefonen er lige ved hånden, og vi forventer, at denne her app vil blive hentet af rigtig mange.
Kørekortappen, som kom sidste år, blev hentet ned af omkring 700.000 danskere, og Digitaliseringsstyrelsen forventer, at halvdelen af den danske befolkning vil downloade Sundhedskort-appen.
Plads til forbedring
Hos patientorganisationen har de dog stadig forslag til forbedringer. Eksempelvis er det ikke muligt at tage stilling til organdonation direkte i Sundhedskort-appen.
Som det er nu, foregår registreringen ved, at man klikker på et link til sundhed.dk i en pop-up-besked, første gang, man logger ind på appen.
- Kan vi for eksempel gøre det direkte i appen og blive ved med at sende meddelelser til de borgere, der endnu ikke har taget stilling, så ville det være endnu bedre, siger Lasse Heidelbach.
Du kan hente appen Sundhedskoret i App Store eller Google Play.