Morten fik hurtigt hjælp, da han blev ramt af blodprop - nu vil han sikre andre nordjyder samme tryghed
Foto: Grafik/TV2 Nord
Et velfungerende akutberedskab er en politisk mærkesag for det nye regionsrådsmedlem Morten Klessen (S), som selv har været ramt af en blodprop.
Det var uden forvarsel om, at noget var galt, at Morten Klessen i 2016 pludselig fik det dårligt under en hockeykamp i Vendia Hallen i Hjørring.
- Lige pludselig får jeg voldsom trykken for brystet, og jeg får det ret skidt, men vi er ved at vinde kampen, så jeg bliver ved med at spille. Jeg stillede mig ned i målet til sidst, fordi jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg havde ondt, men jeg havde ingen anelse om, hvad der var på vej, siger Morten Klessen.
Da kampen var forbi, måtte Morten Klessen lægge sig ned, og der blev ringet efter en ambulance.
- Ganske hurtigt - efter tre til fire minutter - står der en ambulance, og de giver mig blodfortyndende medicin og behandling, fortæller han.
Den hurtige hjælp var sandsynligvis medvirkende til, at Morten Klessen ikke fik alvorlige mén af det, der viste sig at være en blodprop i hjertet. Derfor er et velfungerende akutberedskab en mærkesag for ham, efter at han 1. april er kommet ind i regionsrådet i Region Nordjylland, da han overtog den tidligere regionsrådsformand Ulla Astmans mandat.
- Det er vildt at være i så livstruende en situation og så blive frisk igen, og det ønsker jeg, at alle borgere i Nordjylland har mulighed for, siger Morten Klessen (S), som er blevet medlem af Region Nordjyllands Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen.
Se indslaget her:
Ikke helt i mål
Da Region Nordjylland valgte delvist selv at stå for at køre ambulancerne, fastsatte politikerne i regionsrådet mål for, hvor hurtigt hjælpen skulle være fremme. I akutte og livstruende situationer - der betegnes som kørsel A - skal beredskabet i mindst 67 procent af alle tilfælde være fremme inden for 10 minutter efter, at alarmopkaldet er kommet.
Den nye struktur for ambulancedriften i Nordjylland trådte i kraft 1. april 2022, og i løbet af det første år var en ambulance eller en akutbil i kørsel A-situationerne fremme på under 10 minutter i 66,1 procent af alle tilfælde.
Siden nytår har akutberedskabet dog haft sværere ved at leve op til servicemålene. Den seneste opgørelse, som TV2 Nord har fået, viser, at hjælpen i årets første fire måneder var hos borgeren i løbet af 10 minutter i 65,1 procent af kørsel A-situationerne.
- Der er udsving. Det medgiver jeg. Tallene for i år dækker blandt andet januar og februar, hvor der er frost og glatte veje, så det har betydning for responstiden, siger Pia Buus Pinstrup (K), som er formand for Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen, og fortsætter:
- Når vi ser på servicemålene, så måler vi på første bil på stedet inden for 10 minutter, 15 minutter og 20 minutter. Hvad angår 15 og 20 minutter, så er vi i mål, men i forhold til 10 minutters-målet er der stadig noget, vi skal forfølge.
Arbejdsmiljø skal forbedres
Det er Region Nordjyllands egen præhospitale virksomhed, der står for at køre ambulancerne i 60 procent af Nordjylland. Den private operatør PreMed står for de resterende 40 procent af driften.
TV2 Nord har tidligere fortalt om et presset arbejdsmiljø i Den Præhospitale Virksomhed. Beretningerne fra personalet, som bemander ambulancerne, gør indtryk på Morten Klessen.
- Det er simpelthen ikke holdbart i længden. Vi bliver nødt til at få skaffet flere reddere og få lavet så godt et arbejdsmiljø, at flere ønsker at blive reddere, siger han.
Morten Klessen ved godt, at udfordringerne med at skaffe det nødvendige mandskab til akutberedskabet kan tage tid at løse, men han vil bruge sit mandat i regionsrådet til at arbejde for, at andre nordjyder kan få hjælp lige så hurtigt, som han selv fik.
Hvornår er din politiske ambition på det her område opfyldt?
- Det er den, når der sidder to mand i alle ambulancer, og vi har et beredskab, som måske slår vores servicemål, siger Morten Klessen.