Sådan vil minister komme nordjysk præstemangel til livs
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Borgere kan komme til at stå og mangle en præst, når de har brug for en.
- Det er et kæmpe problem, og det er et problem, der vokser hver dag, og det betyder jo, at folk er i risiko for ikke at kunne få fat i en præst, når man har behov for det, uanset om et barn skal døbes, eller om man skal giftes eller have begravet en pårørende.
Sådan lød det i sidste uge fra Pernille Vigsø Bagge, der er formand for præsteforeningen, om den mangel der er på præster, som TV2 Nord tidligere har fortalt om.
Derfor mødtes hun onsdag med kirkeminister Morten Dahlin (V) for at snakke om problematikken, og det gik ifølge hende selv 'rigtig godt'.
- Ministeren er meget bevist om problemstillingen og bevist om at kigge på, hvordan man får de studerende i praktik i udkantsområderne fremfor i storbyerne, fortæller hun.
Selv har Pernille Vigsø Bagge foreslået, at man er nødt til at stille en bil til rådighed til de unge, ligesom de skal have et sted at bo og nogle kostpenge.
- Ministeren fortalte, at der er lavet et udvalg, som skal kigge på hele folkekirkens økonomi og fælles drøm, og her har han bedt dem om at finde penge til at sende folk ud af storbyerne, forklarer hun.
Unge skal rykkes ud af storbyerne
Hun mener desuden, at de unge er nødt til at prøve at være en del af en kirke på landet, da det er noget helt andet end at være i en kirke i storbyen.
- Det er ikke nødvendigvis retvisende, hvis man kun er i en storby-kirke, hvor der er tre præster. Det kan noget andet at være i en kirke i en forstad eller i en provins, og det er vigtigt, de studerende får et blik for det i deres fem ugers praktik, forklarer formanden.
Men en ting er snak på Christiansborg og en anden er handling. Dog er mavefornemmelsen god hos Pernille Vigsø Bagge.
- Jeg tror bestemt, der vil ske noget. Manglen på præster bider så hårdt nu, og Morten Dahlin er jo minister for hele folkekirken, så det må også være i hans interesse, konstaterer hun.
Ministeren vil desuden kigge på 1a-forløbet, der er en betalingsuddannelse, hvor man kan komme hurtigere igennem.
- Den uddannelse gavner lige nu dem i storbyerne, da den er meget dyr. Så udvalget kigger på uddannelsen og foretager en afrapportering i forhold til, hvordan den kan gøres bedre, lyder det fra Pernille Vigsø Bagge.