Morten er årets nordjyske leder
Foto: UCN - Pressefoto
Udover æren får Morten Hovaldt også en gavecheck til kompetenceudvikling til en værdi af 25.000 kr.
For 14. gang blev Den Nordjyske Ledelsespris uddelt.
Torsdag blev årets nordjyske leder kåret.
Det skete til Lederne Himmerlands konference på Comwell Hvide Hus i Aalborg.
Hele 12 nordjyske ledere var indstillet til Den Nordjyske Ledelsespris. Det endte med at blive 39-årige Morten Hovaldt, der er direktør i it-virksomheden Complea A/S, der løb med titlen.
Fokus på trivsel og vækst
Prisen, der uddeles af UCN act2learn, Lederne Himmerland, Nordjyske Bank og Erhverv Norddanmark, gives til én, der leder eller ejer en virksomhed eller organisation i Region Nordjylland og udøver personaleledelse i det daglige.
Og netop personaleledelsen var noget af det, der fik Morten Hovaldts medarbejdere til at indstille ham til prisen.
- En empatisk leder der har fokus på medarbejdernes trivsel og udvikling samt forståelse for, at virksomhedens vækst hænger sammen med medarbejdernes trivsel, var nogle af de ord, medarbejderne knyttede til Morten Hovaldt.
Et godt arbejdsmiljø giver pote
Men det er ikke kun de flotte resultater på bundlinjen, som dommerkomiteen bag Den Nordjyske Ledelsespris lagde vægt på.
En af dommerne, områdeleder hos UCN act2learn Ane Davidsen, bed også mærke i de mange positive ord, Morten Hovaldt fik med på vejen fra sine medarbejdere i forhold til at skabe et godt arbejdsmiljø.
- Udover de meget håndgribelige tiltag i virksomheden som sund kantineordning, massageordning i arbejdstiden og tilskud til personaleforeningens aktiviteter, så blev der i indstillingen lagt stor vægt på, at Morten anerkendte betydningen af, at medarbejderne udgjorde et team, fortæller Ane Davidsen.
Bedømmelsesparametre:
Dommerkomitéen har i deres bedømmelse lagt vægt på at lederen:
- Motiverer og anerkender medarbejderne i hverdagen, så de føler sig set, hørt og mødt
- Skaber et godt arbejdsmiljø i afdelingen/virksomheden
- Opnår positive mål og resultater
- Har en høj grad af troværdighed, integritet og ledelsesmæssigt mod
Morten Hovaldt modtog, udover æren, en gavecheck på 25.000 kroner til kompetenceudvikling hos UCN act2learn samt 5.000 kr. til et firmaarrangement for medarbejderne.