Flere hunde forgiftes - direktør ser klar sammenhæng
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Dyreforsikringsselskab får langt flere anmeldelser om forgiftninger af hunde.
Det vrimler med dem i naturen, og de efterladte nikotinposer er dødelige for dyr.
TV2 Nord har tidligere beskrevet, hvordan Ann Hvarregaard i november måtte give sin fire måneder gamle hvalp Olga kunstigt åndedræt foran sine børn, efter hunden havde slikket på en nikotinpose, den fandt i naturen.
Og hun er langt fra den eneste.
Stigning i anmeldelser
Dyreforsikringsselskabet Agria har nemlig de seneste år registreret antallet af nikotinforgiftede hunde, og det seneste år er antallet steget markant.
- Sammenlignet med samme periode sidste år er der tale om en stigning på hele 52 procent i antallet af anmeldte nikotinforgiftninger blandt hunde, siger Tine Stabell, direktør for dyreforsikringsselskabet Agria.
Tine Stabell fortæller, at selv små mængder nikotin er farlige for dyr, og at hvalpe er særligt udsatte. Hun sammenligner hvalpene med små børn, der er nysgerrige på sine omgivelser og smager på det meste, de kan komme i nærheden af.
- Fordi hundehvalpe fysisk er mindre i størrelsen, får de relativt mere nikotin i kroppen end en voksen hund, når de spiser en nikotinpose, siger direktøren.
Nikotinposer flyder i naturen
TV2 Nord kunne tirsdag fortælle, hvordan det flyder med cigaretskodder og nikotinposer i den nordjyske natur.
Dette års Masseeksperiment viste nemlig, at nikotinposerne vinder frem, mens cigaretskodderne fortsat fylder.
I år deltog 2112 elever fra 31 skoler i region Nordjylland i Masseeksperimentet, og de fandt altså tilsammen 1196 cigaretskodder i den nordjyske natur, mens man på landsplan fandt hele 5819 stykker nikotinposer i naturen.
Men selvom cigaretskodderne på papiret fylder mest, så var det noget helt andet, som man oplevede hos 4. klasseseleverne på Skolegades Skole i Brønderslev.
- Jeg har oplevet, at I takt med at antallet af cigaretskodder falder, så er der mange flere snusposer rundt i naturen. Nikotinaffald er ikke blevet mindre, konstaterer Torben Madsen, der er lærer for 4. klassen, som deltog i masseeksperimentet.
Han deltog desuden også i masseeksperimentet tilbage i 2019.
Forebyggelse af nikotinforgiftning hos hunde
Hold nøje øje med din hund, når du lufter den – lad derfor mobilen blive i lommen på gåturen og hav fokus på hunden.
Træn hunden til at reagere på en "slip"-kommando.
Hav altid lækre godbidder med, når du går tur, så du kan bytte, hvis hunden får fat i noget, du mistænker kan være farligt.
Undgå at lufte hunden på områder med meget snusaffald, såsom ved skoler, stoppesteder eller lignende.
Kilde: Agria Dyreforsikring
Mørketal
De mange nikotinforgiftninger blandt hunde hænger ifølge Agrias direktør sammen med en øget mængde dumpede stykker snus i naturen.
- I perioden fra 2017 til 2021 registrerede Agria Dyreforsikring en fordobling i antallet af generelle forgiftningsskader. Samtidig begyndte vi at se en sammenhæng imellem stigningen og udbredelsen af de såkaldte røgfrie nikotinprodukter, forklarer Tine Stabell, direktør i Agria.
Selvom antallet af registrerede tilfælde er fordoblet, frygter Tine Stabell, at antallet er endnu højere. Det skyldes, at tilfældet kun registreres, hvis det fremgår af skadesanmeldelsen.
- Det er kun, hvis ejeren rent faktisk har observeret hunden indtage en snus- eller nikotinpose, eller hvis dyrlægen har konstateret det, at det bliver registreret som årsag, siger direktøren.