Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Diana ragede uklar med sin læge: Mener hun efterfølgende blev nægtet behandling

En kvinde fra Kvissel er som patient blevet smidt ud af sin læges praksis. Det sker efter, at kvinden her på TV2 Nord for nylig kritiserede lægen for at have udleveret personlige oplysninger til et forsikringsselskab i forbindelse med en arbejdsskadesag.

Diana Christiansen sunder sig ovenpå et uventet hårdt opgør med sin læge – et opgør der endte med, at hun følte sig smidt ud som patient.

- Jeg havde brug for hjælp, fordi jeg havde brækket mit haleben, men min læge ville ikke behandle mig. I stedet fik jeg besked på at finde en anden læge. Det endte dog med, at hun gik med til at se på mig dagen efter, fortæller Diana Christiansen.

Fik skæld ud

Diana kom på kant med sin læge, fordi hun for nylig stod frem på TV2 Nord. Hun mente, at hendes læge havde udleveret personfølsomme oplysninger til et forsikringsselskab i forbindelse med en arbejdsskadesag. Den kritik fik altså konsekvenser for hende som patient.

- Da jeg næste gang kom til læge fik jeg skæld ud i 45 minutter. Hun tog det meget nært og personligt, at jeg havde udtalt mig på tv og ville have, at jeg skulle skifte læge, siger Diana Christiansen.

Video: Se eller gense det første indslag med Diana Christiansen

Men en læge kan ikke tvinge en patient til at skifte læge. Hvis lægen ønsker at skille sig af med patient, har lægen pligt til at behandle patienten, indtil der er fundet en ny læge. Det er også lægens pligt at orientere Region Nordjylland, så en ny læge kan blive udpeget. Per Larsen, der er sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti og medlem af regionsrådet siger:

- Det er lægen, der er den professionelle i det forhold. Man kan ikke bare stritte patienterne ud, fordi man ikke bryder sig om dem, eller fordi der er en tvist. Det er heller ikke nogen begrundelse, at patienten har udtalt sig kritisk på TV. Der skal faktisk være tale om grove tilfælde, før en læge kan frasige sig patienter, så jeg synes ikke, der er tale om professionel adfærd fra lægens side i dette tilfælde.

Diana Christiansen har klaget over sin læge til både Region Nordjylland og Patientklagenævnet og afventer nu svar.

- Jeg har ikke noget imod min læge som person og kunne godt lide at have hende som læge, men det er klart, at hvis hun ikke kan lide mig længere, er jeg nødt til at skifte læge, siger Diana Christiansen.

Uenighed om forløbet

Det bliver det såkaldte Samarbejdsudvalg for Almen Praksis i Region Nordjylland, der skal tage stilling til, om Diana Christiansens læge havde belæg for at frasige hende som patient. Det er et udvalg, hvor både politikere og fagfolk tager stilling til sagen.

Diana Christiansens læge Vesna Djordjevic har ikke ønsket at stille op til interview om sagen, men har sendt denne udtalelse via de praktiserende lægers organisation PLO:

Jeg kan oplyse, at jeg i den konkrete sag har videregivet relevante oplysninger til forsikringsselskabet, efter patienten havde givet samtykke – helt i overensstemmelse med den almindelige procedure for dette. Jeg kan desuden oplyse, at jeg ikke har ”frasagt mig” patienten. Patienten og jeg har haft en dialog, hvor vi blev enige om, at hun skulle skifte læge, da hun offentligt har udtalt, at hun ikke længere har tillid til mig som læge. Jeg har ikke yderligere kommentarer.

Antallet af behandlede frasigelsessager for 2019 og 2020:

2020

• § 9 frasigelser: 15 sager 

• § 10 frasigelser: 8 sager

2019:

• §9 frasigelser: 13 sager

• §10 frasigelser: 9 sager

Frasigelse af patienter er reguleret i Overenskomst om almen praksis §§ 9 og 10:

Frasigelse af patienter

§ 9 Frasigelse af patient

Stk. 1. Mener en læge, at en patient misbruger almen praksis’ ydelser, skal lægen underrette den region, hvor konsultationsstedet er beliggende.

Stk. 2. En læge kan ved henvendelse til regionen frasige sig en patient, som ikke følger lægens anvisninger eller som har udvist en sådan uacceptabel adfærd, at tillidsforholdet mellem læge og patient må anses for brudt, eller hvor det af anden grund er urimeligt, at lægen skal fortsætte samarbejdet. Lægen bør forud for frasigelsen orientere patienten om årsagen til frasigelsen. Regionen skal vejlede patienten om patientens muligheder for at påklage afgørelsen, jf. kapitel XIV. For så vidt angår frasigelse af voldelige eller truende patienter henvises til § 10.

NOTE til § 9, stk. 2: Frasigelse sker umiddelbart, men den frasigende læge er fortsat ansvarlig for behandlingen indtil en ny læge er valgt eller tildelt.

§ 10 Voldelige eller truende patienter

Stk. 1. En læge kan ved henvendelse til regionen frasige sig en patient, som har optrådt truende eller voldeligt over for lægen eller prak[1]sispersonalet. Regionen underretter samarbejdsudvalget herom.

Stk. 2. Regionen skal underrette og partshøre patienten i forbindelse med, at lægen på grund af patientens truende eller voldelige adfærd har frasagt sig patienten. Lægen skal ligeledes høres over patientens eventuelle bemærkninger. På baggrund af høringssvarene træffer samarbejdsudvalget afgørelse om, hvorvidt der er tale om frasigelse i henhold til § 9 eller § 10.

Stk. 3. Regionen skal meddele patienten, at patienten ved henvendelse til kommunen skal vælge ny læge inden en nærmere angiven frist. Regionen skal samtidig meddele patienten, at patienten fremover kun kan opsøge den ny læge, og kun efter forudgående telefonisk aftale om konsultation, og at lægen efter eget skøn vil kunne anmode om politiets tilstedeværelse ved konsultation. Regionen skal vejlede patienten om patientens muligheder for at påklage afgørelsen, jf. kapitel XIV.

Stk. 4. Såfremt patienten ikke inden en nærmere angiven frist, jf. stk. 3, har valgt ny læge, vil patienten blive tildelt en ny læge, jf. BEK nr. 966 af 29/08/2014 om valg og skift af alment praktiserende læge og om behandling hos læge i praksissektoren.

Stk. 5. Såfremt alle læger, som patienten har mulighed for at vælge, har frasagt sig patienten efter stk. 1, aftaler samarbejdsudvalget, hvordan der forholdes med hensyn til lægeskift. Samarbejdsudvalget kan beslutte at iværksætte en turnusordning, som kan omfatte både åbne og lukkede praksis inden for 15 km fra patientens bopæl. Hvis omstændighederne taler for det, kan en turnusordning iværksættes på et tidligere tidspunkt end anført i 1. punktum. Samarbejdsudvalget kan i særlige tilfælde friholde en praksis fra at deltage i turnusordningen.

Stk. 6. Når patienten har valgt eller er blevet tildelt en ny læge, skal den pågældende læge underrettes om baggrunden for patientens lægeskift.

Stk. 7. Hvis patienten anmoder om det skal samarbejdsudvalget vurdere, om den i stk. 3, 2. pkt. anførte fremgangsmåde stadig er påkrævet. En vurdering kan tidligst foretages 2 år efter, at patienten er tilmeldt lægen. Vurderingen skal ske på baggrund af oplysninger indhentet fra patienten og lægen. Stk. 8. Samarbejdsudvalget kan efter konkret vurdering, og hvor der er tungtvejende grunde, beslutte at fremgangsmåden i stk. 2 også kan benyttes i andre tilfælde. Det kan eksempelvis gælde, hvor en patient har været voldelig over for andre læger end lægen, hvor patienten er tilmeldt.

NOTE til § 10: Parterne er enige om, at regionen og PLO-regionalt skal søge at træffe aftale med de lokale politimyndigheder om politiets assistance i de i § 10 omhandlede tilfælde. Justitsministeriet har overfor parterne udtrykt imødekommenhed over for politiets deltagelse i løsning af problemer med voldelige patienter

Link til overenskomsten:

overenskomst_om_almen_praksis_ok18_endelig_udgave.pdf (laeger.dk)

Kilde: PLO

Den normale procedure i en frasigelsessag er, at pågældende læge/lægehus kontakter regionen med henblik på frasigelse af en patient enten efter §§ 9 eller 10, alt afhængig af den konkrete situation. Såfremt Samarbejdsudvalget træffer afgørelse om, at frasigelsen er berettiget, har patienten mulighed for at påklage denne afgørelse til Landssamarbejdsudvalget. 


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.