3 tips fra familievejleder: Sådan lærer dit barn at sætte grænser og respektere sig selv
Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix
Når du anerkender dine børns behov fra en tidlig alder, får de automatisk et sundt forhold til deres egen krop og formår at sige fra.
Er du nogensinde bange for, at dit barn bliver udnyttet på nettet? Frygter du, at din datter eller søn ikke kan sige fra, hvis han eller hun bliver udsat for et verbalt overgreb?
Hvis barnet altid er blevet mødt med respekt, og ved, at ingen følelser er grundlæggende forkerte, så vil dit barn automatisk respektere sine egne og andres grænser.
Christina Abildgaard, familievejleder & Marte Meo-supervisor
Alle dine bekymringer kan du selv gøre meget for at slippe for, hvis du sørger for at klæde dine børn rigtigt på til den barske tone, der ofte er online og især på de sociale medier.
Det mener familievejleder & Marte Meo-supervisor Christina Abildgaard.
- Hvis du anerkender dit barns følelser, viser du, at det er okay at føle, som han eller hun gør. Hvis barnet er blevet mødt med respekt, og ved, at ingen følelser er grundlæggende forkerte, så vil dit barn automatisk respektere sine egne og andres grænser, siger familievejlederen.
Det mest optimale er naturligvis at bygge sit barns selvværd op allerede fra fødslen ved at møde barnets behov, blandt andet ved at trøste barnet, så snart det græder.
- Hvis man har forsøgt at møde og opfylde sit barns behov fra fødslen og indtil, barnet er tre år, så får det en solid tillid til sig selv og sin omverden. Og så kan det sætte grænser – og sige fra, når nogen gør eller siger noget, det ikke har det godt med, forklarer Christina Abildgaard.
Om Christina Abildgaard
- Familievejleder
- Marte Meo-supervisor (Marte Meo er en anerkendende gren af pædagogikken og en metode til at forbedre samspil)
- Har arbejdet med dagplejebørn, børnehavebørn, børn med særlige behov, anbragte børn og unge samt børnefamilier
- Uddannet pædagog, Marte Meo-terapeut, -vejleder og -supervisor samt NLP Business Practitioner
- Mor til to børn
- Aktuel med bogen 'I stedet for skældud', skrevet i samarbejde med Erik Sigsgaard (udkommer sidst i februar 2019)
- Læs mere på www.christinaabildgaard.dk
De gode råd kommer i forbindelse med undervisningskampagnen Uge Sex, hvor 400.000 elever i 0.-10. klasse og på landets ungdomsuddannelser sætter fokus på børn og unges intime grænser, når de færdes online og på sociale medier.
Åben dialog er vejen frem
Som de fleste forældre sikkert kender til, så får man måske ikke altid sagt eller gjort det mest pædagogiske over for sine børn, men så er der også råd for det.
- Det er jo aldrig for sent at styrke sine børns selvværd. Det vigtigste er at lytte til dem og tage dem seriøst – for så vil de også tage sig selv seriøst, og kunne mærke efter, hvor deres egne grænser går.
Står man i en situation, hvor man frygter, at ens teenagedatter eller –søn er op vej ud i noget ’snavs’ på nettet, så er åben kommunikation vejen frem, råder familievejlederen.
- Tag en åben og ærlig dialog omkring det, du tror, er ved at ske. Du kan alligevel ikke styre barnets færden resten af livet, så det handler om at give det tillid til, at det altid kan komme til dig – også de gange, hvor det selv er kommet til at sige eller gøre noget, der har såret andre, siger Christina Abildgaard.
- Jo større tryghed og tillid, der er mellem børn og forældre, jo nemmere er det for børnene at sætte grænser for andre og heller ikke overskride andres grænser, siger hun.
3 gode råd: Sådan lærer du dit barn at sætte sunde grænser
1. Giv dit barn selvværd allerede fra fødslen
Sådan gør du: Opfyld dit barn behov så snart du ved, hvad det mangler. Græder dig barn, så find ud af, om det er sulten, træt eller bare mangler nærhed. Et spædbarn skal ikke græde sig selv i søvn – husk på, at så små børn ikke evner at manipulere med dig, så græder det, har det et behov, der ikke er opfyldt.
Derfor er det vigtigt: Et spædbarn har brug for at mærke, at dets grundlæggende behov bliver opfyldt. Barnet skal føle: ”Mine behov er vigtige, og de bliver mødt. Jeg må gerne føle det, jeg gør.”
2. Anerkend følelsen og vis vej
Sådan gør du: Når dit barn beder om slik i supermarkedet eller en ny iPhone, for den sags skyld, så skal du anerkende dets lyst til slik – men fastholde, at de ikke kan få lysten styret lige nu. Det vil formentlig blive sur og skuffet, men anerkend, at de følelser følger med, når man ikke får sin vilje. Sig f.eks. "Ja, slik er lækkert, det må du få på fredag" og "Det er okay, du er vred - jeg vil gerne trøste dig".
Derfor er det vigtigt: Hvis barnet altid er blevet mødt med respekt, og ved, at det er okay at føle det, det føler, vil det automatisk respektere sine egne og andres grænser.
3. Insistér på offline-tid
Sådan gør du: Sæt en ramme for hvor meget dit barn må være online. Børn har brug for at kigge på ’rigtige ansigter’ og ikke kun digitale, og derfor skal du sætte standarden for hvor meget, du vil gå med til.
Derfor er det vigtigt: Børns hjerner bliver påvirket af at sidde ved skærmen, og de skal også lære at fungere i den virkelige verden. Så bliver det nemmere for dem at sige stop, hvis de er ved at lade sig rive med at grimme kommentarer på nettet.
Kilde: Familievejleder Christina Abildgaard