Utraditionelle forhandlere: Rebild-sag har ændret deres liv
Foto: Ivan Hansen
Asbjørn With og Rikke Karlsson kigger på billeder af børnene i Rebild-sagen, som de har opbygget et nært forhold til.
Tidligere byrådsmedlem i Rebild, Rikke Karlsson og journalist Asbjørn With trak denne uge overskrifter, da de forhandlede historisk erstatning hjem til børnene i Rebild-sagen.
Tidligere medlem af byrådet i Rebild, Rikke Karlsson, og tidligere journalist hos Nordjyske Medier, Asbjørn With, har igennem flere år haft tæt kontakt til børnene og moren i den såkaldte Rebild-sag.
Samtidig står de bag utraditionelt at have forhandlet den hidtil største erstatning i sager om overgreb og kommunalt svigt i hus til de ti børn. Det utraditionelle består i, at det lykkedes de to at gå direkte til Rebild Kommunes kommualdirektør og få lavet et forlig - uden om retsinstanser.
Det endelige punktum i sagen blev sat torsdag, men sagen og den tætte kontakt til familien i Rebild-sagen har ændret de to forhandleres liv for altid.
- Det er en sag, der har ændret mig som menneske, og de børn, jeg har mødt, er gået helt ind under huden og er ligesom en del af min familie, fortæller Asbjørn With, da TV2 Nord møder dem på Rold Kro, umiddelbart efter de på vegne af børnene har skrevet under på det papir, der dels sikrer børnene 450.000 kroner hver og dels er et udtryk for en ubetinget undskyldning fra Rebild Kommune.
Karlsson: - Børnene er mærket af smerte
Rikke Karlsson er dybt berørt, når hun bliver spurgt til, hvordan Rebild-børnene har det i dag. Hun har svært ved at holde tårerne tilbage – og samtidig er hun tydeligvis stolt på børnenes vegne.
- Det er ti meget forskellige børn, så det er svært at svare entydigt på, hvordan de har det. De skal alle kæmpe, de er mærket af smerte og deres oplevelser, men fælles for dem er, at de har samme historie. Og de holder sammen, de er så kærlige og omsorgsfulde – og mange af dem synes, det ligesom er til at holde, hvis de kan være med til at hjælpe andre, der måtte være i samme situation, fortæller Rikke Karlsson.
Det er en sag, der har ændret mig som menneske
Asbjørn With
Hun er i øjeblikket sammen med Asbjørn With i gang med at skrive hele tre bøger om familien. To om børnene og en om moren til børnene. For hun er set med Rikke Karlssons øjne også offer i den gruopvækkende sag.
Sandheden skal frem i lyset
Sageh har Rikke Karlsson – som daværende medlem af byrådet i Rebild Kommune, brugt mange måneder på at få frem i lyset.
Hun kontaktede journalist Asbjørn With, da hun mente, at kunne bevise, at den var helt gal i Rebild Kommune.
Det var ifølge hendes oplysninger embedsmænd og ikke politikere, der styrede kommunen. Samtidig med, at hun havde en klar følelse af, at hun ikke blev korrekt informeret, når hun spurgte på sager.
Hun oplevede, at den virkelighed, som blev skabt på rådhuset, ikke var den virkelighed, hun oplevede og fik tilbagemeldinger på ude i byen.
- Jeg var ligeglad med, om den her sag kostede mig mit politiske liv, jeg kunne ikke klare alle de usandheder, jeg oplevede i Rebild Kommune på daværende tidspunkt. Jeg havde prøvet at råbe mine byrådskolleger op, men ingen ville lytte - tværtimod var der masser af advarsler; jeg skulle bare lade det ligge. Jeg blev rasende og kontaktede Asbjørn, som jeg egentlig ikke kendte og aldrig havde mødt, men jeg havde læst nogle af hans artikler i Nordjyske og havde en klar oplevelse af, at han var en journalist, der arbejdede med hjertet forrest, fortæller Rikke Karlsson.
Sagerne fyldte døgnets 24 timer
Mens så godt som alle byrådskolleger og embedsmænd i Rebild Kommune vendte Rikke Karlsson ryggen, så stod Asbjørn With klar til at sætte sig ind i den stribe af børnesager, som Rikke Karlsson mente, kommunen havde lavet fejl i.
De to begyndte det omfattende undersøgelsesarbejde, og det blev et arbejde, der strakte sig langt ud over normal arbejdstid for henholdsvis byrådsmedlemmet og journalisten. I et halvt år fyldte børnesagerne alle døgnets 24 timer - fordi de ikke kunne lade være. For noget var ifølge deres foreløbige undersøgelser helt galt.
En af de sager, de to undersøgte, var det, der siden udviklede sig til en af danmarkshistoriens mest omfattende – og omtalte - sager om overgreb mod børn; nemlig Rebild-sagen.
En dengang 56-årig mand og far havde i årevis forgrebet sig på syv af sine egne børn samt to børn den for familien. Manden blev idømt 12 års fængslet i 2012 for overgrebene.
Igennem flere år havde Rebild Kommune fået flere underretninger fra bekymrede lærere og pædagoger om noget var helt galt i den familie, men kommunen overhørte alle advarsler.
- De børn gik jo faktisk for lud og koldt vand, de fik ikke den hjælp, som kommunen skulle give, og det berørte mig dybt. Jeg dykkede ned i sagen, læste alle sagsakter, og jeg var vist nærmest som en gal videnskabsmand på et tidspunkt, der lå papirer om sagen på gulvet i hele mit hus, og mine børn havde vist lidt svært ved at få kontakt, fortæller Rikke Karlsson.
Bedst som vi tænkte, nu kan det ikke blive værre, så dukkede noget nyt op
Rikke Karlsson
Historisk svigt fra kommunens side
Det skulle vise sig at de to var ved at dykke ned i en af danmarkshistoriens værste historier om systematiske seksuelle overgreb mod børn – og så voldsom en sag om kommunalt svigt, som ingen af de to havde regnet med.
- Bedst som vi tænkte, nu kan det ikke blive værre, så dukkede noget nyt op, så jo, det kunne blive værre, siger Rikke Karlsson.
Sagen kom til offentlighedens kendskab i 2012, da Nordjyllands Politi efter halvandet års efterforskning har et anklageskrift klar mod Rebild-faderen. Det er syv år efter de første indberetninger fra pædagoger om noget er galt i familien.
Jeg var
vist nærmest som en gal videnskabsmand på et tidspunkt, der lå papirer om sagen på gulvet i hele mit husRikke Karlsson
Skarp kritik af Rebild Kommune
Sagen er et mørkt kapitel i Rebild Kommunes historie. Ankestyrelsen udtrykker tilbage i 2012 hård kritik af Rebild Kommunes sagsbehandling i Rebildsagen. Rapporten konkluderer, at kommunen ikke har reageret på alvorlige indberetninger, og at der har manglet systematik, dokumentation og opfølgning i sagsbehandlingen.
Samtidig har sagen været med til at ændre lovgivningen for børneområdet og omkring kommunernes ansvar.
- Jeg sporer også vis stolthed blandt børnene over at være med til at gøre forskel for andre – og det er vigtigt for dem at skabe håb for andre i samme situation som dem, siger Rikke Karlsson.
Det har da haft nogle omkostninger på det personlige plan for mig at komme igennem det her, men jeg vil ikke have undværet det
Asbjørn With
- For mig er det ikke slut, og for de unge mennesker i sagen er det slet ikke slut. De skal kæmpe sig igennem for at få et almindeligt liv som alle andre. Det kan hverken en undskyldning fra kommunen eller et pengebeløb rette op på, siger Asbjørn With og tilføjer:
- Det har da haft nogle omkostninger på det personlige plan for mig at komme igennem det her, men jeg vil ikke have undværet det. Det har bestemt været det værd - med afstand.
En rapport fra Kommunernes Landsforening slog i 2012 fast, at der ikke kan placeres politisk ansvar i Rebildsagen, da det ikke vurderes, at byrådet har haft kendskab til den mangelfulde sagsbehandling.
Asbjørn With vandt i 2013 den journalistiske pris, Cavlingprisen, for sit store og vedholdende arbejde med at dække kommunens svigt i Rebildsagen.
Rebild-sagen
Det er i denne periode, at faderens ovegreb mod syv af hans egne børn samt to børn uden for familien har fundet sted. Familien kommer fra Sjælland, men i perioden, hvor overgrebene fandt sted, boede familien først i Fredericia og Vejen og senere på en lang række adresser i Nordjylland.
2005:
Skørping Kommune, som i dag er en del af Rebild Kommune, anmelder faderen til politiet. Anmeldelsen kommer på baggrund af flere indberetninger fra institutioner i kommunen.
September 2009:
En pædagog fra en institution, hvor flere af sønnerne gik, melder faderen til politiet. Det sker efter at hun har sagt sit job op. Hun har tidligere sendt kommunen tre indberetninger, hvor hun udtrykte bekymring og mistanke om, at der var noget galt i familien.
17. september 2010:
Faderen anholdes og varetægtsfængsles. Det har taget Nordjyllands Politi lang tid at efterforske sagen i bund og have tilstrækkeligt materiale til at komme med en sigtelse mod faderen.
6. januar 2012:
Anklageskriftet mod Rebild-faderen bliver offentliggjort. Det er først på dette tidspunkt, at sagen kommer til offentlighedens kendskab.
Der er i alt ti anklagepunkter, der beskriver, hvordan den 56-årige mand gennem en årrække fra 1994 til 2010 har misbrugt ni børn seksuelt.
13. februar 2012:
Retssagen indledes ved Retten i Aalborg. Faderen nægter sig skyldig i alle anklager. Han mener, at børnene har fundet på det hele i et komplot mod ham.
14.februar 2012:
Daværende Rebild-borgmester Anny Winther erkender, at der er sket fejl, og at kommunen burde have fjernet børnene tidligere.
27. marts 2012:
Ankestyrelsen udtrykker hård kritik af Rebild Kommunes sagsbehandling i Rebildsagen. Rapporten konkluderer at kommunen ikke har reageret på alvorlige indberetninger, og at der har manglet systematik, dokumentation og opfølgning i sagsbehandlingen. Daværende borgmester i Rebild Kommune, Anny Winther, erkender, at kommunen har svigtet børnene. Kommunen beslutter at hyre eksterne fagfolk for at gennemgå alle sager på det specialiserede socialområde for fejl.
29. marts 2012:
Der falder dom i retssagen ved Retten i Aalborg. Den 56-årige mand kendes skyldig i samtlige ti anklagepunkter og idømmes forvaring. Det er en tidsubestemt straf, som særligt farlige forbrydere idømmes, hvis der er fare for, at de vil begå ny kriminalitet.
Han bliver dømt for at have begået overgreb mod børnene i følgende perioder:
1994-2004: Samleje og anden kønslig omgang med sin søn (22 år da dommen falder)
2000-2005: Samleje og anden kønslig omgang med sin søn (18 år da dommen falder)
2001-2010: Samleje og anden kønslig omgang med sin datter (15 år da dommen falder)
2003-2008: Anden kønslig omgang end samleje med sin datter (11 år da dommen falder)
2005: Anden kønslig omgang end samleje med en pige uden for familien (15 år da dommen falder)
2005-2007: Samleje og anden kønslig omgang med en anden pige uden for familien (15 år da dommen falder)
2000-2007: Tvunget sine fire sønner til at have samleje og anden kønslig omgang med deres søster
De to piger udenfor familien er veninder til den datter, som er 15 år, da dommen falder.
26. april 2012:
Byrådet i Rebild Kommune vedtager at afskedige kommunaldirektør Erik Odder samt direktør Søren Kjær, som var kommunens ansigt udadtil, mens Rebildsagen kørte. Ugen forinden var lederen af Center for Familie og Handicap i Rebild Kommune blevet fritstillet.
27. september 2012:
Vestre Landsret i Aalborg ændrer byrettens dom. Den tidsubestemte forvaringsdom ændres til 12 års fængsel. Rebild-faderen blev samtidig dømt til at betale store erstatninger til børnene.
November 2012:
En rapport fra Kommunernes Landsforening slår fast, at der ikke kan placeres politisk ansvar i Rebildsagen, da det ikke vurderes, at byrådet har haft kendskab til den mangelfulde sagsbehandling.
Januar 2013:
Journalist fra Nordjyske Medier Asbjørn With vinder Cavlingprisen for sit store og vedholdende arbejde med at dække kommunens svigt i Rebildsagen og samt den generelt set fejlbehæftede sagsbehandling i Rebild Kommune på social- og handicapområdet. Det er et arbejde, der er sket i tæt samarbejde med det daværende byrådsmedlem Rikke Karlsson, som gentagne gange bragte sagerne op politisk.
22. marts 2018:
Tidligere kommunalpolitiker i Rebild Kommune, Rikke Karlsson, og den tidligere Nordjyske-journalist, Asbjørn With, indgår på Rebild-børnenes vegne et forlig med Rebild Kommune, der betaler hver af de ti børn 450.000 kroner i erstatning for kommunens svigt i sagsbehandlingen.