Se det smukke syn: Lilla blomsterhav i Rebild Bakker
I år har lyngen særligt gode betingelser for at blomstre. I Rebild Bakker kan den lilla plante nydes på bakkeskråningerne.
Lilla lyng så langt øjet rækker. Det er det syn, der møder en, når man går en tur i Rebild Bakker. Området har ekstraordinært meget lyng, der blomstrer i år, på grund af den tørre sommer sidste år:
- Når der er en meget tør sommer, så er det som om, at de registrerer, at de er i krise og må sætte nogle frø for at sikre artens overlevelse, og det har den gjort. Sådan en tør sommer, som vi havde sidste år, har sat fuld skrue på, at den kan blomstre her året efter, siger Leif Lyngsø, der er skovfoged ved Naturstyrelsen Himmerland.
Sommeren 2018 var så varm og tør, at flere af lyngplanterne tørrede ud uden at blomstre. Derfor har Leif Lyngsø været nervøs for, om lyngen kunne nå at komme sig igen oven på den tørre sommer. Han er derfor glædeligt overrasket over de mange blomstrende lyngplanter:
- Vi kan se nogle partier, hvor de er helt tørret ud, så jeg frygtede egentlig, at vi ville få et tilbageslag på lyngens udbredelse, men der er kun småpartier, der er gået ud, mens resten står i fuldt flor, så jeg er heldigvis positivt overrasket over, at det ikke gik værre med den tørre sommer sidste år, siger han.
Godt nyt for insekter og bier
Det lilla blomsterhav er ikke kun et smukt syn for de besøgende i Rebild Bakker. Overalt i lyngen kan man se insekter, bier og sommerfugle. Den blomstrende lyng er der flere arter, der har gavn af:
- De insekter, som trives og søger føde på lyngen, er de nektarelskende insekter. Det er en stor del af vores bier, og det er vores sommerfugle, som samler nektar i de mange millioner blomster, siger Leif Lyngsø.
Lyngplanterne i fuldt flor kan nydes resten af august, og det er muligt at finde blomstrende lyng flere steder i Nordjylland. Udover Rebild Bakker er der også masser af lyng på Livø, Læsø Klitplantage, Vangså Hede i Thy samt Hulsig Hede, Råbjerg Hede og Råbjerg Mose.