Laustsen lover reform: Vil kæmpe for langsigtet løsning for Regan Vest
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard
Som det ser ud nu, mister Regan Vest statsstøtte på 2,6 millioner kroner ved udgangen af 2026. Men Bjarne Laustsen kæmper for, at den kommer på finansloven - med fast støtte.
Opdatering: Efter udgivelse har Kulturministeriet gjort TV2 Nord opmærksomme på, at bevillingen til Regan Vest ikke udløber med udgangen af 2024, men først med udgangen af 2026. Nordjyllands Historiske Museum er således sikret 2,6 millioner kroner om året til Regan Vest i alle årene 2023-2026 – i alt 10,4 millioner kroner. TV2 Nord har siden gjort museumsdirektør Lars Christian Nørbach opmærksom herpå, og han bekræfter, at han har kigget forkert i bevillingspapirerne, hvilket han beklager. Som følge heraf er der rettet i dele af denne artikel.
Uden det årlige driftstilskud kan Regan Vest ikke løbe rundt, når besøgstallene falder.
Det mener Lars Christian Nørbach, der er direktør for Nordjyske Museer.
Og lige nu står Regan Vest nemlig til at miste tilskuddet ved udgangen af 2026, selvom det ifølge direktøren var en betingelse, at der kom et fast tilskud på museet, for at Nordjyske Museer ville indgå aftalen om at drive attraktionen.
Står det til Bjarne Lausten, nordjysk folketingsmedlem for Socialdemokratiet, så skal Regan Vest også have et fast tilskud.
- Der er en rigtig god historie, og det skal være et tilskud til hele landet. Derfor er det jo vigtigt, at museet får så mange penge, at de kan lave et budget for årene, der kommer, siger Bjarne Laustsen og fortsætter:
- Men man kan altså ikke drive et museum uden statsstøtte, og derfor er det vigtigt, at man får faste bevillinger.
Nu vil Bjarne Laustsen tage fat på Kulturminister, Jakob Engel-Schmidt (M) og sige til ham, at det skal Regan Vest have.
Museumreform på vej
En del af det, som fra Nordjyske Museer også er galt, er fordelingen af støtte til de forskellige museer.
- Jeg har bidt mærke i, at et museum som Moesgaard kører med ti millioner kroner i overskud, og de får ikke snuppet statstilskuddet på det grundlag. Det ville være ulige behandling, synes jeg, og så vil jeg simpelthen råbe op – rigtig meget, siger Lars Christian Nørbach.
Og netop en unfair fordeling af midler er Bjarne Laustsen helt enig i. Han kigger dog mere på Østdanmark kontra Vestdanmark.
- Jamen, den kommer. Den kommer i høring lige om kort tid, og så skal der selvfølgelig være nogle behandlinger i Folketinget om det, siger han og fortsætter:
- Men det vigtigste er jo, at vi har en mangfoldighed, en diversitet i tilbuddene, så de tilbud, der findes på Sjælland, at der også findes nogle lignende tilbud i Jylland.
Lover ændring
Indtil videre har Regan Vest siden sin åbning været en stor succes, hvor billetterne har været revet væk.
Den succes skal fortsætte, og den er god for Nordjylland, mener Bjarne Laustsen.
Netop museumsreformen skal være med til at sikre bedre rammer for museerne - og det skulle være meget vigtigt for regeringen.
- Det er første gang, at det er skrevet direkte ind i regeringsgrundlaget, at der skal ske noget. Og det kommer til at ske (at der kommer en reform, red.), lover socialdemokraten.