Julemand i 45 år: -Jeg får så meget tilbage
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Kærligheden til jul og børn har holdt Poul Keldahl Knudsen i gang som julemand i 45 år.
Den oprindelige julemand hed Sankt Nikolaus. Han var biskop i Myra – det nuværende Tyrkiet. I Nørager hedder julemanden Poul Keldahl Knudsen, og det har han gjort i 45 år.
Første gang Poul Keldahl Knudsen hoppede i den røde dragt var altså tilbage i 1972, hvor spejderne havde brug for en julemand. Lige siden har han hvert år optrådt som julemand til det årlige julearrangement i Nørager.
- Jeg synes, der er så mange gode elementer som julemand, og jeg får så meget tilbage, som man ikke finder andre steder, siger julemanden Poul Keldahl Knudsen.
Det gør mig glad, og det skal man være her til jul. Der er problemer nok. Jeg kan ikke løse problemerne som julemand, men jeg kan gøre mit til, at børnene får en god jul.
Julemand, Poul Keldahl Knudsen
Hvert år bruger han det meste af december måned iført julemandskostume, hvor han frivilligt tager rundt til Nordjyllands mange julearrangementer.
- Det gør mig glad, og det skal man være her til jul. Der er problemer nok. Jeg kan ikke løse problemerne som julemand, men jeg kan gøre mit til, at børnene får en god jul. Det er det, der betyder meget for mig, siger julemanden.
Selvom Poul Keldahl Knudsen har været julemand i Nørager hvert eneste år i 45 år, var det en helt særlig oplevelse for ham i år. Manden bag skægget har nemlig 80 års fødselsdag mandag, og derfor sang alle børn og voksne fødselsdagssang for ham.
Poul Keldahl Knudsen vil fortsætte som julemand så længe han kan.