Fra ballademager til stemmesluger: Allan Busk takker af på den politiske scene
Selvom Allan Busk stopper i byrådet i Rebild, så er han ikke helt ude af politik.
Onsdag aften meddelte stemmeslugeren Allan Busk, at han med øjeblikkelig virkning stopper i Rebild Byråd.
Stoppet før tid skyldes flere ting. Dog er en af grundene altoverskyggende.
- Først og fremmest stopper jeg på grund af mit helbred. Jeg har skrantet et stykke tid - ja faktisk siden valgkampen ved kommunalvalget, så jeg er nødt til at stoppe og geare ned, forklarer Allan Busk til TV2 Nord.
Se gamle videoklips fra årene i vores tilbageblik nederst i artiklen.
Ikke helt ude af politik
Allan Busk fortsætter som 3F-formand i Aalborg, mens han politisk heller ikke forsvinder helt ud af billedet.
- Jeg skal kun have et job at fokusere på. Jeg bliver dog selvfølgelig og hjælper med mine mange års erfaring i baglandet. Det bliver dog på lavt blus, forklarer han.
Det er Sidsel Simonsen (L), der overtager Allan Busks plads i byrådet.
- Jeg er helt sikker på at Sidsel Simonsen, der indtræder i mit sted sammen med de øvrige på Den Sociale Fællesliste, vil fortsætte den linje, jeg og listen har stået for, understreger Allan Busk, der dog beklager overfor de personer, som satte sit kryds ved hans navn ved Kommunalvalget i 2021.
- Jeg beklager at må skuffe de vælgere, der har stemt på mig, men jeg tænker, at folk har fuld forståelse for, at jeg må sætte mit helbred i første række.
Det er den rigtige beslutning
Allan Busk
Det er heller ikke første gang, at Sidsel Simonsen har skulle udfylde netop Allan Busks sko. Tilbage i november 2022 blev Allan Busk nemlig sygemeldt, efter han havde været gennem en del siden valgkampen i 2021.
Det er også kun positive tilbagemeldinger, som den nu tidligere politiker har modtaget.
- Min familie er helt rørt. Mine piger og kone hilser beslutningen meget velkommen, da de godt vidste, at jeg ikke ville holde meget længere. Så de er glade og lettede, fortæller Allan Busk og tilføjer:
- Siden onsdag aften har jeg modtaget omkring 100 mails og sms'er, hvor folk takker mig for indsatsen. Så der har kun været positiv respons indtil videre.
"Det bliver underligt"
Selvom det er helbredet, der siger stop for den mangeårige politiker, så er det ikke en beslutning, som er blevet taget hen over natten.
- Det er ikke noget, der bare lige er sket. Jeg har virkelig tænkt over det i flere måneder, og det har ikke været sjovt, erkender Allan Busk og tilføjer:
- Omvendt kan jeg mærke, at jeg har fået mere ro i kroppen nu efter beslutningen er taget, og jeg er sikker på, at det er den rigtige beslutning. Jeg kunne godt tage to år mere og bare geare lidt ned, men jeg vil ikke bare læne mig tilbage. Sådan er jeg ikke, understreger han.
Allan Busk har fyldt den politiske scene i Nordjylland i mange år, og langt de fleste nordjyder er nok stødt på ham og hans nogle gange markante udtalelser.
Han er nemlig ikke helt som alle hans politiske kolleger - tværtimod.
Vi har herunder samlet lidt godt fra vores arkiv med den tidligere Socialdemokrat og nuværende medlem af Den Sociale Fællesliste.
Socialdomokrat i næsten to årtier
Allan Busk var i 18 år tro socialdemokrat. Dog resulterede de hårde stramninger af reglerne for dagpenge og efterløn under daværende statsminister Helle Thorning og finansminister Bjarne Corydon i, at han medlte sig ud af partiet.
- Jeg har det ikke godt med Helle Thorning. Jeg har det faktisk sådan, at hver gang, jeg ser hende på tv, så krummer jeg tæer og kan ikke holde ud at se på hende. Det er også derfor, jeg tager den her konsekvens, for jeg bakker ikke min formand op, udtalte Allan Busk dengang til TV2 Nord.
Stiftede nyt parti
Det blev begyndelsen for Den Sociale Fællesliste, som i år holder ti års jubilæum i Rebild Byråd.
Partiet blev skabt kort tid inden valget i 2013. Alligevel lykkedes man med at brage ind på de eftertragtede sæder med 2000 stemmer, hvoraf 1500 var sat personligt hos stemmeslugeren Allan Busk.
Ville ikke genopstille
I 2018 meddelte Allan Busk, at han ikke ville genopstille til det kommende kommunalvalg i 2021. En beslutning han senere endte med at trække i land.
Kommunens favorit - igen
Efter kommunalvalget i 2021 stod Allan Busk endnu en gang med flest personlige stemmer. Her havde hele 1810 nemlig stemt på den garvede politiker.
Den der kom tættest på ham var Lene Aalestrup (K) med 1115 personlige stemmer.
Det var også det højeste antal personlige stemmer, som han havde høstet. I 2013 fik han 1573 stemmer fire år senere 1776.
Allan Busk har et politisk CV, der blandt andet byder på første viceborgmester, formand for pensioniststøttefonden, formand for arbejdsmarkedsudvalget, byrådsmedlem, regionsrådsmedlem og medlem af Økonomi- og beskæftigelsesudvalget.
Derudover går han også under titlen som 3F-formand i Aalborg. Et job, som han fortsætter i nu.