Efter kritik: Terndrup Busser sender samtlige skolebusser til eftersyn
Foto: Terndrup Taxa & Turistbusser
Terndrup Taxa & Turistbusser giver nu alle sine skolebusser en ekstra tur i synshallen inden skolestart, efter forældre i Midtjylland har udtrykt bekymring.
Med under en uge til skolestart - og dermed også til at skolebusserne igen skal trille på de danske landeveje - sender Terndrup Taxa & Turistbusser nu samtlige af sine busser til skolebuskørsel til eftersyn.
Det sker, efter busselskabet de seneste har dage har oplevet stærk kritik fra borgere i Viborg Kommune, hvor selskabet står for at køre børn til og fra skole, fordi de ikke er trygge ved bussernes tilstand.
Det får nu altså Terndrup Taxa & Turistbusser til at tage konsekvensen og lade alle sine 12 skolebusser blive set efter i krogene ved en mekaniker. Derudover vil busserne også blive sendt omkring synshallen til et ekstraordinært servicetjek.
Og for at berolige de forældre, der er utrygge ved at sende deres børn med skolebussen, inviterer de fredag den 11. august forældrene med på en køretur fra Bjerringbro Skole, så de selv kan se, hvordan bussen kører.
- Vi er meget bevidste om, at vores last er ekstremt dyrebar, og det er et ansvar, som vi tager meget alvorligt. Vi har absolut ingen interesse i at sende defekt udstyr på gaden, og derfor tager vi nu initiativ til at tjekke alle skolebusserne godt og grundigt efter i sømmene, selv om de selvfølgelig bliver synet en gang om året som forskrevet, løbende bliver vedligeholdt og i øvrigt lever op til alle myndighedernes krav, siger Kenny Thygesen, ejer af Terndrup Taxa & Turistbusser i en pressemeddelelse.
I Viborg Kommune har viceborgmester Jens Rohde foreslået at indkalde Terndrup Taxa & Turistbusser til et møde for at diskutere busserne - og det møde ser Kenny Thygesen frem til.
- Vi ser frem til at gå i dialog med kommunen om buskørslen og har absolut ikke noget at skjule. Vi har vel at mærke kørt bus siden 1983 og har altid haft ordnede forhold. Vi har aldrig fået klippet pladerne på en bus eller modtaget et eneste kørselsforbud, fordi vi er en ansvarlig virksomhed. Alle kan begå fejl, men virkeligheden er ofte lidt mere nuanceret, end den bliver fremstillet i medierne, og derfor giver det rigtig god mening, at vi får mulighed for at udveksle synspunkter med de relevante politikere, siger Kenny Thygesen.