Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Drama ved budgetforhandlinger: 10 af byrådets 25 medlemmer udvandrer

- Vi havde en anden vej, lyder det fra Den Sociale Fællesliste, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

Flertallet var ikke enige med Den Sociale Fællesliste, og derfor måtte 10 personer fra byrådet udvandre fra aftenens forhandlingsmøde om budgettet for 2023.

Efter økonomiaftalen mellem KL og regeringen faldt på plads før sommerferien, så det ud til, at Rebild Kommune skulle spare i omegnen af 30-40 millioner kroner i næste års budget. 

Forhandlingerne om budgetaftalen begyndte onsdag aften, og det blev ikke udramatisk: 

- Vi var ikke derinde i ret lang tid, for at det stod klart, at vi ikke kunne rokke ved flertallets budgetoplæg, siger Allan Busk (L) fra Den Sociale Fællesliste. 

- Det var en helt anden vej, vi ville. 

Velfærd frem for skattestigninger

Det var forhandlingerne om skattestigninger, som byrådet ikke kunne komme til enighed om til aften. 

- Vi har hele tiden sagt, at vi vælger velfærd frem for skattelettelser. Vi havde foreslået en skattestigning for at få tingene til at hænge sammen - det afviste flertallet pure, siger Allan Busk.

Men det er en forsimplet tilgang til budgetforhandlingerne, mener borgmester i Rebild Kommune, Jesper Greth (V), som gør klart, at byrådet hele tiden har vidst, at de stod over for en svær budgetforhandling med mange besparelser i år: 

- Der ligger mange svære beslutninger i det her. Vi mener ikke, at skattestigninger er den rigtige vej at gå - de ville aldrig gå ind og skabe balance i driften af Rebild Kommune, som netop er det, vi har brug for at træffe beslutninger om nu, siger borgmesteren. 

10 medlemmer udvandrede

Ifølge Den Sociale Fællesliste vil en manglende skattestigning i forbindelse med budgetforhandlingerne i 2023 give udsigt til massive velfærdsforringelser: 

- Vi kunne ikke længere se os i det fortsatte forløb, lyder det fra listens formand Allan Busk - og uddyber. 

- Vi forsøgte at anvise en anden vej ved, foruden skatteforhøjelse, at flytte midler fra anlæg til velfærd eller i en overgangsperiode, at bruge af vores likviditet. Det mener vi, er det eneste anstændige at gøre.

Men flertallet var ikke enige med Den Sociale Fællesliste, og derfor måtte 10 personer fra byrådet udvandre fra aftenens forhandlingsmøde på driftsdelen. 

Analyse: Stærk opposition vil påvirke byrådsperioden

TV2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev:

- Det er måske ikke så overraskende, når der har været et nyt flertal i byrådet og en ny borgmester, at det nye flertal prøver at få den politik igennem, som de gerne vil, og sætte en ny kurs. Andre steder lykkes det jo alligevel at sætte brede budgetaftaler, så det her kunne tyde på, at vi kunne komme til at se en byrådsperiode hvor der bliver en kraftig oposition i form af dem, der nu er udvandret.

Stram aftale

Når byrådet i Rebild Kommune til efteråret forhandler om næste års budget, sker det under de vilkår, der er beskrevet i den økonomiaftale, som hvert år bliver indgået mellem KL og regeringen. 

Den afgør, hvor mange penge kommunen må bruge på for eksempel service til borgerne, nybyggeri, vedligehold af veje og lignende. Og den aftale, som før sommerferien blev indgået for næste års budget, er som forventet meget stram.

- Uden skattestigninger forudser vi derfor et budgetudkast, der blandt andet vil komme til at indeholde lukning af både skoler og ældrecentre, og det har vi sagt fra dag ét af, at vi ikke vil være med til, siger Allan Busk. 

Borgmester Jesper Greth ser anderledes på det. Venstremanden kalder det en moderniseringsplan af ældrecentrene, som skal kigges efter i sømmene, for at finde de potentielle besparelser. 

- Vi er ærgerlige over, at der er nogen, der ikke ønsker at være en del af forhandlingerne, siger Jesper Groth og fortsætter: 

- Vi går efter at være økonomisk ansvarlige, det er det, vi sidder her for, og det vil vi arbejde hårdt for, indtil forhandlingerne er på plads. Det er desværre ikke så simpelt i år, lyder det. 


Breaking

18-årig tiltales for at dræbe 13-årig pige

Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi rejser nu tiltale mod den mand, der i marts 2024 blev sigtet for drabet på en 13-årig pige i Hjallerup.

En 18-årig mand, som har været sigtet og varetægtsfængslet siden marts, tiltales for at have dræbt en 13-årig pige i Hjallerup.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 13-årige blev dræbt 11. marts 2024. Her modtog Nordjyllands Politi klokken 22.10 en melding om, at en svært tilskadekommen person var fundet i Hjallerup.

Da patruljerne og ambulancen ankom, fandt man en svært tilskadekommen 13-årig pige, som kort efter blev erklæret død.

Lang efterforskning

Ganske kort tid efter anholdt politiet en dengang 17-årig mand samt en 13-årig pige. Den 13-årige blev løsladt kort efter, da hun ifølge politiets undersøgelser ikke havde noget med forbrydelsen at gøre. 

Anklagemyndigheden rejser nu tiltale mod den nu 18-årige mand.

- Selvom den tiltalte blev sigtet umiddelbart efter drabet og processen i den henseende var kort, så har det krævet en langvarig og tilbundsgående efterforskning for at fastslå hændelsesforløbet, gennemgå vidneudsagn og analysere de tekniske spor i sagen. Det er politiet nu i mål med og anklagemyndigheden har nu på baggrund af resultatet af efterforskningen rejst tiltale i sagen, siger specialanklager ved Nordjyllands Politi, Mette Bendix.

Hun skal føre sagen ved Retten i Hjørring. Sagen er endnu ikke berammet.


Superligaen har et af verdens yngste hold: 25-årig er en af holdets gamle

AaB indtager vild plads på listen over verdens yngste hold, men hvor unge er de egentlig?

Er du klar til at føle dig gammel?

25-årige (!) Andreas Bruus var torsdag AaBs ældste, danske spiller. Han har også været holdets ældste i startopstillingen i de seneste kampe, hvor 18-årige Mads Bomholt har været yngst - på ligaens yngste mandskab.

I en nyligt offentliggjort undersøgelse af det anerkendte schweiziske analyseinstitut CIES Football Observatory, der sammenligner 50 ligaer i verden, viser en granskning af dåbsattesterne, at AaB er det sjette yngste hold - i hele verden.

- Først og fremmest mærker jeg det udenfor banen. Det er utrolig dårlige pranks, der bliver lavet blandt alle de unge spillere i omklædningsrummet, siger "gamle" Andreas Bruus med benhård vestegnsmine - og glimt i øjet - direkte henvendt til teenageren fra Hadsund, Mads Bomholt.

Men hvor unge er AaB egentlig?

Tyson, Nokia, Teletubbies og Drogba: Så unge er AaB'ernes svar

Hvad var jeres første mobiltelefon?

Andreas Bruus (AB): Årh! Den helt gamle, gode Nokia. Den der ikke kan gå i stykker. Kan ikke huske hvad den hedder, men den helt gamle med både numre og tastatur og hele skidtet. Den ved jeg om ’Bomme’ kender?

Mads Bomholt (MB): Den har jeg sgu’ ikke haft. Jeg tror det var sådan en ipods, hed de vist dengang. Man kunne kun streame musik. Det var den første jeg fik.

Netflix har lige sendt en boksekamp. Hvem kendte i bedst af Mike Tyson og Jake Paul?

AB: Kender Tyson bedst, men kender begge to. Jeg er ikke så meget til Youtube og alt sådan noget.

Ved du hvem Tyson er?

MB: Ja, jeg ved godt hvem det er! Så ung er jeg heller ikke. Men det er klart at jeg i min tid har kendt mest til Jake Paul. Men jeg kender selvfølgelig begge to.

Hvad så i en langsom søndag morgen i fjernsynet, da i var knægte?

MB: I morgen-tv?! Åha, der fanger du mig. Det ved jeg ikke. (’Teletubbies’ råbes der i baggrunden, red.) Ja, nu du siger det. Det var faktisk noget af det. Og så selvfølgelig Disney Sjov fredag aften.

AB: Det er jo ikke om morgenen jo!

MB: Nej, men har jo ikke noget om morgenen…

AB: Er det ikke Disney Chanel det hedder? Jeg kan ikke huske programmerne jeg så, men kanalen hed Disney Chanel

Men Andras, du er vel trods alt for ung til at have set Snurre Snups Søndagsklub?

AB: Ja, der har jeg ikke været. Det vil jeg gerne indrømme.

Hvem var den første i havde bag på en udenlandsk fodboldtrøje?

AB: Drogba i Chelsea. Det var min første fodboldtrøje.

Kan du overhovedet huske ham, Mads?

MB: Jeg har ikke set ham spille! Men jeg har hørt ting om ham, men jeg har ikke set ham live. Jeg tror min første var Ronaldo, da han spillede i United.

Så jeg er nødt til at spørge – hvilken en af Ronaldo’erne er det?

MB: Cristiano. ’R9’ (den brasilianske Ronaldo, red.) har jeg ikke set, ham kender jeg slet intet til.

Rutineret ræv på 25

Det er en erklæret del af strategien at truppen skulle være ung. Det arbejde har James Gow, Julius Nagel og resten af de tyske investorers folk arbejdet målrettet på siden deres indtog.

Men for Andreas Bruus, der blev hentet på transfervinduets sidste dag, gør det ham ikke noget, at han som 25-årig er en gammel, rutineret ræv og en af dem unge som Bomholt skal læne sig op ad.

- Det er klart at til tider i kampene, hvis du spiller med et ældre hold, kan du mærke erfaringen. Er du foran med en enkelt eller to, er der flere spillere at trække på. Det er lidt der, vi nogle gange kan mærke, vi har en yngre trup. Men med det sagt, så har vi en del yngre spillere, som også spiller U-landsholdsfodbold og tager en del ansvar, forklarer Andreas Bruus.

Mads Bomholt, er Andreas gammel?

- Det syntes jeg! 25, det er…, indleder den unge midtbanespiller, inden han kort efter afbrydes.

- Det er jeg, når du ikke kender Drogba, tordner Andreas Bruus. Og sandt er det da også, at den 18-årige matchwinner fra Lyngby-kampen ikke huskede den tidligere Chelsea-legende.

Så unge er unge AaB

AaBs gennemsnitsalder ligger i denne sæson på 23,4 år, viser tallene fra det schweiziske analyseinstitut CIES Football Observatory, der sammenligner 50 ligaer i verden, har kigget på.

I Superligaen er FC Midtjylland næstyngst (24,1) og den kommende modstander Viborg F.F. tredjeyngst (24,6).

AGFs gennemsnitsalder er på 28,5 år og dermed er de Superligaens ældste.

Da AaB mødte FCN i sæsonens første kamp var holdet det næstyngste i AaBs historie med følgende spillere: Vincent Müller (23), Kasper Jørgensen (24), Lars Kramer (25), Sebastian Otoa (20), Nóel Atli Arnórsson (17), Kasper Davidsen (19), Malthe Højholt (23), Melker Widell (22), Mathias Jørgensen (23), John Iredale (24) og Oliver Ross (19).

Verdens yngste deles af ukrainske Rukh Lviv og franske RC Strasbourg med i gennemsnit 21,9 år.

Red Bull Salzburg fra Østrig er også yngre end AaB med 22,6 år i snit.

Stor forskel, trods alt

Det er dog ikke derfor, han må slæbe bolde og kegler til træning. Det er dåbsattesten, der afgør det, vanen tro. Men bare fordi at AaBs globalt set unge hold kun er lidt over teenagealderen, er der stadig en mærkbar forskel på sin tid som U17 kontra nu, understreger Mads Bomholt.

- Det kan man mærke både til træning og kamp. Der er mere intensitet på. Der er kæmpe forskel, men det er også dejligt at have nogle af de unge med heroppe, så man føler en vis tryghed. Vi har et rigtig godt sammenhold, og det hænger måske også sammen med, at truppen er så ung, og at vi stadig er lidt lalleglade mange af os. Det minder lidt om ungdomsfodbold, siger han.

Og så påhviler det rutinerede folk som 24-årige anfører Mathias Jørgensen, 25-årige Kasper Jørgensen eller hans makker på modsatte back, Andreas Bruus, at agere leder. Og der trækker den tidligere Brøndbyspiller på sin - i AaB-regi - gigantiske erfaring:

- Jeg prøver at tage det til mig og lære fra mig, det jeg nu kan lære fra mig. Så kan folk tage det til sig eller lade være. Jeg har både været i udlandet og vundet Superligaen. Det gør ikke ”ondt” (at være gammel, red.), men det er bare en anden rolle som jeg tager i stiv arm, slutter han.

AaB – med Andreas Bruus som alderspræsident – tager søndag imod Viborg, der i øvrigt er ligaens tredjeyngste hold. Hvilke drenge bliver mænd, finder vi ud af søndag klokken 14. Følg kampen på sport.tv2.dk.


Byrådspolitikere skal igen diskutere omstridt lydfil

Den hemmelige lydfil, hvor en kommunal medarbejder instruerer i at sortere i en aktindsigt er igen på byrådets dagsorden.

Det sidste er ikke sagt i sagen om den hemmelige lydfil, der har kastet politikerne i Frederikshavn Kommune ud i et stormvejr.

For sagen er endnu engang på dagsordenen, når politikerne i Frederikshavn Kommune mødes til byrådsmøde onsdag i næste uge.

Her har SF stillet et forslag om, at der skal iværksættes en uvildig undersøgelse af kulturen og arbejdsmiljøet i den afdeling, hvorfra lydfilen stammer.

Skal være uvildig og objektiv

Det var lidt af en bombe, da TV2 Nord i oktober kunne afsløre en hemmelig lydfil, hvor en medarbejder i kommunen fortæller, at hun har fjernet og sorteret i det materiale, som pressen - og dermed offentligheden – har søgt indsigt i.

Lydoptagelserne er fra et møde på Frederikshavn Havn 18. december 2023. Her erkender medarbejderen, at vedkommende udelader oplysninger i de sagsakter, som Frederikshavn Kommune har udleveret til TV2 Nord.

Det er derfor nødvendigt at undersøge, hvorvidt det er et udtryk for en kultur, der ligefrem tilskynder til ulovlig sagsbehandling, har SF skrevet i sagsfremstillingen.

Men det skal ikke være en undersøgelse, som kommunen skal lave. Det skal ifølge SF være en ekstern part for at sikre fuld åbenhed og objektivitet.


Læsø er den eneste kommune med gratis skolemad: Nu får flere muligheden

Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Frokostordningen på Læsø koster kommunen en halv million kroner årligt.

- Det er godt, at flere får den samme mulighed. Vi har været rigtig glade for det, lyder det fra Karsten Sandau, der er skoleleder på Læsø Skole.

I mere end et år har Læsø Skole haft en madordning, der siden dens tilblivelse har været intet mindre end en succes for både børn og voksne.

- For os betyder det jo, at der ikke er nogle elever, der går sultne rundt på gangene. Det er rigtig godt, at flere elever landet over får samme mulighed, siger Karsten Sandau.

Og nu skal mere end 20.000 børn nyde godt af det samme, efter Finansloven er faldet på plads. Her vil partierne bag den nemlig give 850 millioner kroner til en skolemadsordning. Ifølge finansminister Nicolai Wammen vil det betyde, at mere end 20.000 børn kan få skolemad som en del af en forsøgsordning.

- Bureaukrati skal være så lille en del som muligt i forhold til forsøget med mad til børn. Der skal være en eller anden evaluering af det. Der er ingen af os, der er gået ind til forhandlingerne med den ambition, at bureaukratiet skal fylde, siger Nicolai Wammen.

Om det lige er Læsøs model, der har dannet grobund for forslaget er uvist, men der er nogle råd, som han mener, skolerne bør tænke over, når de implementere ordningen.

- Det handler om at have en pragmatisk tilgang til at løse de udfordringer, der vil komme. Sørg for at handle i tide, så man kan tilpasse skemaer og arbejdstider, lyder det fra skolelederen.

Der kommer fællesskab og glade børn

Læsø Skoles gode oplevelse er noget, han håber kan give andre skoler lysten til at arbejde hårdt for madordningen.

Se inslag om skolemad på Læsø, da vi besøgte øen sidste år.

- Selvom vi er en lille skole, så sidder vi jo cirka 130 voksne og elever i samme lokale. Det skaber et fællesskab og et rum for samtaler, som ikke var muligt på samme måde før, fortæller Karsten Sandau.

Han siger samtidig, at eleverne får mere energi og koncentrationsevne, når man på den måde sikrer sig, at alle får noget at spise.

- Samtidig sørger man jo for, at vores mest fornemme opgave bliver fuldført: at der er lige muligheder for alle. I større kommuner end vores, oplever man nok, at flere børn end hos os, møder op i skole uden madpakke, det problem løser man jo, lyder det.

Skolen på Læsø overvejer i skrivende stund at udvide madordningen, så børn kan være helt madpakkefri.


Finanslov drysser millioner over vikingeborg: Nyt besøgscenter på vej

Arkivfoto

Aggersborg er også kendt for at få status som UNESCOs Verdenskulturarv sidste år.

I dag er den kommende finanslov faldet på plads, og der er nogle millioner på vej til den nordjyske kultur.

Aggersborg i Vesthimmerland får nemlig 3 millioner kroner, der er øremærket til at formidle borgens unikke historie til de besøgende.

- Aggersborg er en vigtig perle for den nordjyske historiefortælling. Med investeringen kan vi gøre den tilgængelig for endnu flere gæster – samtidig med, at vi løfter turismen i området, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem, Marie Bjerre (V).

Arkivfoto: Marie Bjerre er valgt til folketinget, og har sit ophav i Nordjylland. Foto: Ida Bach Holm / TV2 Nord

Ifølge Marie Bjerre var udpegningen af Aggersborg til UNESCOs Verdenskulturarv var et stort vendepunkt for Himmerland og Nordjyllands Vestkysts turisme.

- Der skal investeres i moderne formidlingsteknologier, for eksempel skal man kunne bruge sin smartphone til at vække de historiske genstande og fortællinger til live, lyder det.

Ikke de eneste, der får en indsprøjtning

Frederik IIV's Kanal i Løgstør står også til at få det samme beløb i 2025, som skal hjælpe med at reetablere det gamle anlæg.

- Jeg er naturligvis utroligt stolt over, at det er lykkedes at få projektet på næste års finanslov, så arbejdet forhåbentligt snart kan komme i gang, siger Socialdemokratiets Flemming Møller Mortensen.

Frederik VII’s kanal blev udgravet i 1856-61 for at muliggøre gennemsejling i Limfjorden.