Stemmeslugeren Allan Busk er uden for - men lover maksimal indflydelse
Spidskandidaten for Den Sociale Fællesliste i Rebild, Allan Busk, må endnu en gang se borgmesterposten flyve forbi, selv om han igen er suveræn topscorer i antal personlige stemmer.
Endnu en gang, må Allan Busk, spidskandidat i "Den Sociale Fællesliste" i Rebild kommune, erkende, at en topscorerplads i personlige stemmer ikke er en garanti for en plads i borgmesterstolen. Ved valget tirsdag fik han 1810 personlige stemmer. I 2017 var han også topscorer i Rebild kommune med 1776 stemmer men trak det korte strå, da der skulle konstitueres.
Jeg bliver helt rørt over den tillid borgerne har vist mig. Især herovre, hvor jeg stammer fra, er det jo helt vildt.
Allan Busk, spidskandidat for Den Sociale Fællesliste
Men sådan er det, lyder det fra Allan Busk.
- Vi må jo have respekt for vælgernes dom, og vælgerne gav jo et flertal for en borgerlig konstituering. Sådan er det jo med valg, og ligesom jeg sidder og er glad for, at jeg personligt har fået et flot valg, så sidder de jo sikkert også og er glade for, at de har fået det til at nå sammen, selv om de ikke har fået det antal personlige stemmer, jeg har fået. Sådan er gamet jo, siger han.
Lover maksimal indflydelse
Til gengæld lover Allan Busk, at Den Sociale Fælleslistes vælgere vil få maksimal indflydelse.
- Det er jo helt tosset, at vi ikke er med. Men hvis du ser på, hvad vi har fået igennem i de forgange fire år, hvor vi heller ikke har været med, så tror jeg, det er det, der afspejler sig i stemmetallet. Og vi får endnu mere igennem den her gang, lover han.
Tanknemmelig over opbakning
Han er meget taknemmelig over den store opbakning.
- Jeg bliver helt rørt over den tillid borgerne har vist mig. Især herovre, hvor jeg stammer fra (Terndrup og den østlige del af Rebild Kommune, - red ), er det jo helt vildt.
Allan Busk ser det ikke som en mulighed, at han kunne have indgået i den borgerlige konstituering, det endte med i Rebild Kommune.
- Jeg ville få svært ved at være en del af et samarbejde mellem Venstre og de Konservative. Jeg hører godt nok, at de talte om en bred konstituering, og så startede de med at lukke sig inde i et kosteskab, hvor de tog alle de største ben, inden de kastede nogle lunser ud. Ligesom de gjorde til Peter (Hansen - socialdemokratisk spidskandidat, - red ). Det har jo ikke noget med en bred konstituering at gøre, siger han.
Bifalder borgmestervalg
Til gengæld glæder Allan Busk sig over, at det under de givne omstændigheder blev Jesper Greth fra Venstre, der bliver Rebilds næste borgmester.
- Af de tre personer, der sad i kosteskabet på daværende tidspunkt, er vi glade for det blev Jesper Greth, der kom ud som borgmester. Leon (Sebbelin, - red ) er dumpet, og Lene (Aalestrup, - red ) har ikke kunne styre det her. Der skal alligevel være et klap på skulderen til Jesper trods alt, lyder det fra Allan Busk.
Se videointerview med Allan Busk i toppen af denne artikel.