Det flyder med vodka og øldåser på nordjysk gymnasie: Elever laver anderledes video om druk
Marinus Lyngbak Sørensen har fundet sin indre skuespiller frem. Han spiller en fuld gymnasieelev, der forsøger at score.
Når voksne laver kampagner for at få unge til at drikke mindre, så har det ofte begrænset effekt. Det mener de i hvert fald på Støvring Gymnasium, hvor de har sat eleverne til selv at lave kampagnefilm, hvor de viser bagsiden af deres egen druk.
Selvom det er midt i skoledagen, så flyder det med øldåser og vodkaflasker på Støvring Gymnasium. Men det er ikke nødvendigt at blive forarget over det, for flaskernes indhold er skiftet ud med vand. De skal bruges til de kampagnefilm, som 1. G eleverne i dag - tirsdag - optager.
- Vi har valgt at lave en film om druk og scoringer. Vi vil vise, hvordan det er sværere at score, når man har drukket for meget. Man gider jo ikke være sammen med en, der er alt for fuld. Så mister man interessen, siger 17-årige Sofie Dalager Pedersen, der går i 1. D på Støvring Gymnasium.
Eleverne er med i en filmkonkurrence, hvor de skal lave en film, der viser bagsiden af alkohol. Det er Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden, der står bag. De har lavet en undersøgelse blandt unge i alderen 18-24-år. Den viser at fire ud af fem har oplevet at drikke så meget, at de næste dag ville ønske, at de havde drukket mindre. Det kan eleverne på gymnasiet godt genkende.
- Så kan det være, at man er gået kold klokken 11 og så ikke har oplevet resten af aftenen. Så kan man bagefter se, hvor sjovt de andre har haft det, mens man selv er gået kold på en sofa, forklarer Sofie Dalager Pedersen.
De voksne skal kigge indad
Alle 1. G eleverne på Støvring Gymnasium laver film. Det er ottende gang, skolen er med i kampagneprojektet, for de vil gerne have eleverne til at drikke mindre.
- Jeg tror måske ikke, at det virker nu og her, men jeg tror, det virker på sigt. Når vi italesætter det i samfundet, så tror jeg, at det på sigt virker. Måske skal vi voksne også kigge på os selv, for hvor er det, de unge får det fra, siger Karin Christensen, der er mediefagslærer på Støvring Gymnasium.
Konkurrencens slogan er ”drik mindre – oplev mere”, og den bedste film kåres i sidste ende af en jury. Vinderne af konkurrencen får 5.000 kr. til at et arrangement på skolen. Reglerne for unges køb af alkohol er netop blevet skærpet. Dagens optagelser har da også sat nogle tanker i gang.
- Jeg har tænkt en del over at man skal styre sig med alkohol. Det, synes jeg, nu også at jeg er blevet god til, siger Sofie Dalager Pedersen.