Allan Busk i ny stilling: - Det har sgu ikke været nogen let beslutning
Foto: Mick Knive Anderson
Den markante fagforeningsprofil og nordjyske stemmesluger Allan Busk stopper som formand i 3F Aalborg.
I stedet tiltræder han formandsposten hos Den Grønne Gruppe i 3F, der tæller godt 11.000 medlemmer og har hovedkontor i København.
Et skifte, der fylder en hel del for manden, der i en årrække har været en stor profil i Danmarks største fagforbund.
Busks barn
Luftforandringen sker, fordi 56-årige Allan Busk synes, det er tid, hvis han skal forsøge sig på nye græsgange.
Men det var ikke noget nemt valg.
- Det er selvfølgelig med et blødende hjerte, jeg forlader 3F Aalborg, lyder det fra Allan Busk, som tilføjer:
- Det er jo lidt mit barn, jeg var med til at føde ved stiftelsen i 2005. Så jeg render da ikke med armene over hovedet over at skulle forlade det.
Fit for fight
Allan Busk har om nogen gjort sig bemærket i Nordjylland og navnlig i Rebild Kommune gennem mange år.
Udover sine 25 år i fagbevægelsen stiftede han i 2013 Den Sociale Fællesliste og indtog herefter byrådet i Rebild med flere stemmerekorder.
Trods stor politisk opbakning måtte den principfaste politiker tidligere i år trække sig fra byrådet grundet helbredet.
En vigtig faktor, som fagforeningsprofilen stadig har for øje.
- Helbredet kommer i første række, men med min fratræden i byrådet, fik jeg nu kun ét job at fokusere på. Så jeg er ‘fit for fight’, fastslår Allan Busk.
Entusiasmen spirer
Omend 3F Aalborg sidder dybt i den tidligere byrådspolitikers hjerte, så vender øjnene kun én vej nu.
- Det har sgu ikke været nogen let beslutning. Men nu er beslutningen taget, og så ser jeg fremad, lyder det fra Allan Busk, som samtidig er begejstret for det nye job:
- Selvfølgelig er det også med en vis stolthed, at der er peget på mig som formand for Den Grønne Gruppe.
Og den kommende gruppeformands egne forventninger til sin tiltræden i det nye job er da også høje.
- Jeg ser frem til at styrke medlemspotentialet og få højnet organisationsprocenten hos Den Grønne Gruppe, afslutter Allan Busk.