Nordjysk damedouble tabte finalen
Foto: MARCELO DEL POZO, Scanpix
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl fik OL-sølv.
I den historiske finale stod den nordjyske ketcherduo over for japanske Ayaka Takahashi og Misaki Matsutomo, der forud for finalen var udnævnt til at være klare favoritter.
Danmark, der aldrig tidligere har vundet en OL-guldmedalje i damedouble, kom godt fra start og tog finalens første point, i et første sæt, hvor de to par fulgtes tæt.
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl nåede først til 11 point, mens de japanske modstandere havde ni point ved opholdet i første sæt.
Forhåndsfavoritterne fik i løbet af første sæt udlignet danskernes føring, det nordjyske par fik atter bragt sig selv i en gunstig position, da de slog sig foran med 18-16.
Den føring udviklede sig til tre sætbolde, og på den anden tordnede Kamilla Rytter Juhl bolden i gulvet og sikrede første sæt.
I andet sæt kom danskerne skidt fra start, og de kom hurtigt bagud med 6-1, og de fik aldrig gang i det flotte spil, de leverede i første sæt, og de endte med at tabe andet sæt med 21-9.
Dermed skulle de to par ud i et tredje og afgørende sæt i kampen om OL-guldet, og som i første sæt blev det en tæt affære.
Danskerne formåede at spille sig foran med to ved stillingen 14-12 i en højdramatisk affære. Japanerne fik udlignet til 19-19, og lykkedes også at vinde de to næste point, og så kunne de lade sig hylde som OL-guld-vindere.