Både en borgmester og tre provster støtter ny bispekandidat
Foto: TV2 Nord
51-årige Annette Brounbjerg Bennedsgaard melder sig nu som den tredje i valget af ny biskop over Aalborg Stift. Hun er i dag provst i Horsens.
Med annonceringen af en tredje kandidat til bispevalget i Aalborg Stift øges sandsynligheden for, at det ikke bliver til september, men først til oktober, navnet på den ny biskop ligger fast.
Første valgrunde slutter 21. september. Hvis ingen kandidat har fået flertal af stemmerne, går de to med flest stemmer videre til en anden og afgørende runde. Den slutter 27. oktober. Det er ca. 3500 præster og menighedsrådsmedlemmer i stiftet, der afgør, hvem der skal afløse Henning Toft Bro som biskop.
Ved sidste bispevalg i Aalborg Stift var der også tre kandidater, og valget blev først afgjort i anden valgrunde.
Annette Brounbjerg Bennedsgaard gør nu sine to jævnaldrende, tidligere annoncerede kandidater Hanne Dahl og Thomas Reinholdt følge. Flere kan nå at melde sig; fristen udløber 21. juni.
Den tredje kandidat er som den eneste ikke nordjyde. Hun er provst i Horsens og har tidligere været præst i Odder og i Gellerup ved Aarhus.
Sidstnævnte embede - hvor hun i ti år virkede i et område, hvor folkekirke-medlemmer var i klart mindretal - har præget hende. Hun er eksempelvis den eneste af de tre bispekandidater, der på Facebook i sidste måned ønskede "glædelig ramadan til alle muslimske venner".
Hun betegnes som et menneske med en stærk udstråling, der brænder for at skabe dialog med det omgivende samfund i alle afskygninger. Hun har blandt anbefalerne på sin nyoprettede hjemmeside ikke kun mennesker fra den kirkelige verden, men også Horsens' borgmester! (Også bispekandidat Thomas Reinholdt har blandt sine anbefalere en socialdemokratisk lokalpolitiker, nemlig Hjørrings borgmester, Arne Boelt).
Normalt er provster i et stift tilbageholdende med at være stillere ved bispevalg. Det er blevet bemærket, at Annette Brounbjerg Bennedsgaard - der i fjor blev valgt til formand for Provsteforeningen - tæller hele tre nordjyske provster blandt sine stillere.
Den ny bispekandidat betegnes som tilhørende den aktivistiske kirkelige fløj. Hun har nære bånd til blandt andet spejderbevægelsen.
I sit valgprogram skriver Annette Brounbjerg Bennedsgaard, at kirken skal være kirke "for gammel og ung, land og by, landmænd og studerende, dem, der elsker klassisk, og dem, der elsker jazz". Hun beskriver sig selv som "en stabil og driftssikker leder" og varsler "strukturudvikling i landsogne," så man også fremover kan tiltrække præster.
Det kræver mindst 75 stillere at deltage i bispevalget. Dette krav opfylder alle tre kandidater allerede.