Rejsen til Jamaica blev aflyst – i stedet tog venner på vandretur
Tre venner havde glædet sig til en rejse til Jamaica. Men så kom coronavirus og vendte op og ned på det hele.
Med et lidt for tungt telt på ryggen og Birkenstock-sandaler på fødderne går, går og går de tre venner Liam Hart, Frederik Kierkegaard og Andreas Suarez.
Målet er Jegindø i Limfjorden. Og nej, det udtales ikke “Jeg, en ø” - det opdagede vennerne hurtigt, fortæller de med et grin.
De er dog undskyldt. Det var nemlig ikke ligefrem planen, at opsparingen og fridagene skulle bruges på at nå frem til Jegindø.
Egentlig hed den oprindelige destination Jamaica. Men det satte coronavirus en stopper for. I stedet måtte de tre venner, der bor sammen i Aalborg, tænke kreativt.
- Vi tænkte på, hvad der var det andet bedste. Vi ville stadig gerne mærke friheden og rejselementet - så i stedet ville vi tage til en ø i Limfjorden, siger Liam Hart.
- Nu havde vi alligevel sparet op og taget fri til at holde ferie - så skulle vi satme afsted, siger Frederik Kierkegaard.
Sociale medier udskiftet med natur
Som sagt, så gjort. I sidste øjeblik fandt de unge mænd et telt til salg på Facebook – og så begav de sig ud på en omkring 400 kilometer lang vandretur til Jegindø og tilbage til Aalborg igen.
TV2 Nord mødte dem efter 33 dage på tur. Se indslaget med dem her (artiklen fortsætter efter videoen):
På turen er sociale medier og andre ting, der normalt fylder i hverdagen, udskiftet med naturoplevelser.
Minderne bliver nedskrevet i en rejsedagbog, billederne bliver taget med et engangskamera og ruten er tegnet ind på et fysisk kort.
- Så snart man tænker ud af dagligdagens kasser, er man åben for at få en masse oplevelser, som jeg tror på, er med til at bygge et menneske, siger Liam Hart.
Ruten var 428 km lang - og gik blandt andet gennem disse byer:
Nibe, Stavn, Løgstør, Ranum, Ertebølle, Hvalpsund, Fur, Glyngøre, Nykøbing Mors, Sillerslev, Jegindø, Agger, Nørre Vorupør, Klitmøller, Thisted, Frøstrup, Bonderup, Øland, Gjøl, Nørresundby og Aalborg
- Du kan bare tage vestpå, og så har du et eventyr
Flere fremmede har hjulpet dem på vejen. En mand med en fiskekutter sejlede dem fra Sønderby til Jegindø. En anden mand kørte dem seks kilometer hen til et shelter på Fur, efter at Liam Hart var vredet om på foden.
- Det er seriøst som at tage til et andet land med den åbenhed og medmenneskelighed, som man finder herude. Det er vi virkelig glade for at have oplevet. Du kan bare tage vestpå, og så har du et eventyr, siger Liam Hart.
Selvom det ikke var med vennernes gode vilje, at ferien på Jamaica blev aflyst, endte de med at få det bedste ud af situationen og alligevel komme på en tur, de sent vil glemme.
- Jeg har flere gange tænkt, at det kunne være det samme, om vi ikke kom til Jamaica. Den her tur er mindst lige så fed, siger Liam Hart.